Under 100 har søgt om hurtig minkerstatning ved oprindelig frist

Minister satsede på, at 450 minkavlere ville søge fast track-ordning. Ved oprindelig frist har under 100 søgt.
Den oprindelige aftale om minkerstatning blev indgået i 2021. Aftalen fra maj sidste år er en tillægsaftale til den oprindelige aftale. | Foto: Finn Frandsen
Den oprindelige aftale om minkerstatning blev indgået i 2021. Aftalen fra maj sidste år er en tillægsaftale til den oprindelige aftale. | Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

Et centralt tiltag i regeringens værdige punktum for minkavlere, den såkaldte fast track-ordning, har foreløbig ikke vist sig så attraktiv for minkavlerne som ventet.

5. april var der indløbet 83 ansøgninger om at få hurtigere erstatning, viser en status fra Fødevarestyrelsen.

I første omgang var der ansøgningsfrist ved udgangen af marts. Fristen er nu i stedet sat til 31. december 2024, i håb om at flere vil ansøge.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri forventede oprindeligt ifølge Jyllands-Posten, at omkring 450 minkavlere ville gøre brug af ordningen. Det ville svare til halvdelen af de minkavlere, der er berettiget til at søge ordningen.

”Jeg håber, at de første afgørelser kan være med til at rydde i hvert fald noget af den skepsis og usikkerhed af vejen, som der har været, og vise, at det her rent faktisk virker,” sagde fødevareminister Jacob Jensen i midten af marts til Jyllands-Posten om den nye frist.

I midten af februar fik den første minkavler erstatning efter fast track-ordningen.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Jacob Jensen til det foreløbige ansøgningstal.

Det er frivilligt for minkavlerne at ansøge om turboordningen.

Et bredt politisk flertal blev i maj 2023 enige om, at minkavlere skulle kunne få udbetalt erstatning hurtigere end først aftalt.

Kort inden dannelsen af SVM-regeringen i december 2022 droppede både Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, et krav om en advokatundersøgelse af statsminister Mette Frederiksens (S) ansvar i Minksagen.

Det skulle ellers ifølge dem være det såkaldte værdige punktum for minkavlerne. I stedet ønskede de to, at det værdige punktum blandt andet skulle være hurtigere udbetaling af minkavlernes erstatning.

Med den nye aftale i maj 2023 blev minkavlerne via fast track-ordningen tilbudt at få udbetalt en erstatning senest i midten af 2024 i stedet for ved udgangen af 2027. Bag aftalen stod regeringen, SF, Liberal Alliance og De Radikale.

Den oprindelige aftale om minkerstatning blev indgået i 2021. Aftalen fra maj sidste år er en tillægsaftale til den oprindelige aftale.

Hvis minkavlerne vælger regeringens fast track-ordning, udbetales erstatningerne efter standardiserede takster.

Hvis minkavlerne vælger en individuel sagsbehandling, vil deres sager potentielt trække ud til senest 2027. Altså syv år efter at minkene blev slået ned.

I alt er der cirka 1200 minkavlere, der skal have erstatning. Det forventede samlede milliardbeløb for erstatningerne er løbet blevet opjusteret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også