EU-Parlamentet siger ja til genteknologi i fødevarer

Et snævert flertal i EU-Parlamentet ønsker at åbne for særlig genteknologi i fødevarer.
Foto: Andreas Merrald/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Merrald/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU-Parlamentet støtter øget adgang til at bruge genteknologi i fødevarer. Det står klart efter en afstemning i EU-Parlamentet onsdag.

Her sagde et snævert flertal i parlamentet ja til, at man vil gå til forhandlingerne med EU-landene med en indstilling om at give øget adgang til brug af såkaldte New Genomic Techniques (NGT).

NGT ændrer planters genetiske struktur, så de eksempelvis er mere klimaresistente og modstandsdygtige over for skadedyr.

Venstres medlem af EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard, var blandt de medlemmer af EU-Parlamentet, der stemte for forslaget. Han mener, at den nye teknologi er afgørende for at nå EU’s klima- og miljømål.

”NGT en lovende teknologi, fordi vi for eksempel kan gøre planter mere resistente og næringsholdige.”

”Det betyder, at vi kan reducere brugen af pesticider, og at klimaaftrykket for at gro afgrøder begrænses. Hvis vi skal være seriøse om at nå vores mål, skal vi selvfølgelig udnytte de værktøjer,” vi har til rådighed siger Morten Løkkegaard.

Miljøorganisationer har dog været skeptiske over for brugen af genteknologier, som man frygter kan have negative konsekvenser for mennesker og natur.

I dag er alle NGT-planter underlagt de samme skærpede regler som genetisk modificerede organismer (GMO’er).

Ved onsdagens afstemning sagde et snævert flertal i EU-Parlamentet imidlertid ja til at skelne mellem to grupper af NGT-planter.

For den ene gruppe, kaldet NGT 1-planter, skal reglerne være de samme som for almindelige planter, mener flertallet i EU-Parlamentet.

Den anden gruppe, kaldet NGT 2-planter, skal til gengæld fortsat være underlagt de stramme GMO-regler.

Hos Dansk Industri mener man, at der er fundet et godt kompromis.

Leif Nielsen, der er branchedirektør i DI Fødevarer, som er Dansk Industris branchefællesskab for fødevarevirksomheder, siger i en skriftlig kommentar:

”De sidste par årtier har bioteknologierne udviklet sig og givet os nye værktøjer til planteforædling og grøn omstilling. Det handler blandt andet om at kunne udvikle plantesorter, der er mere robuste i forhold til klimaforandringer og de ændringer i nedbør og tørke, vi oplever.”

”Plantesorter med øget potentiale til at binde CO2 i jorden. Plantesorter med forbedret ernæringsmæssigt indhold,” siger Leif Nielsen.

Han mener ikke, at forbrugerne i EU har grund til at frygte brugen af den særlige genteknologi i fødevarer.

”Jeg er tryg ved, at den højeste myndighed for fødevaresikkerhed i EU har gennemgået de nye genomiske teknologier på planter og fundet, at de er sikre at anvende,” siger Leif Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også