EU-Kommissionen foreslår at ændre ulvens beskyttelsesstatus

Ulven er i fremgang i Europa. Ændres ulvens beskyttelsesstatus, kan der gives tilladelse til jagt på den.
Foto: Jean Bizimana/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jean Bizimana/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

EU-Kommissionen foreslår at ændre ulvens beskyttelsesstatus fra ”strengt beskyttet” til ”beskyttet”.

Det fremgår onsdag af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Ændres ulvens beskyttelsesstatus, kan der gives tilladelse til jagt på ulve, skriver Politico og Reuters.

Forslaget, der fordømmes af miljøgrupper, kommer, efter at EU-Kommissionen i september efterlyste data om effekten af de stigende antal ulve på det europæiske kontinent.

En EU-analyse anslår onsdag, at ulvebestanden i EU er steget fra 11.193 ulve i 2012 til omkring 20.300 ulve i 2023.

Det stigende antal ulve er et af EU-Kommissionens argumenter for at ændre rovdyrets beskyttelsesstatus.

”Ulvens comeback er godt nyt for biodiversiteten i Europa, men koncentrationen af ulveflokke i nogle europæiske regioner er særligt for husdyr blevet en reel fare,” lyder det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i pressemeddelelsen.

Von der Leyen har selv personlig erfaring med den fare, ulves tilstedeværelse kan medføre.

I september sidste år bevægede en ulv sig ind på familiens landejendom i det nordlige Tyskland og dræbte en ældre pony ved navn Dolly.

Ulven blev som følge af EU’s habitatdirektiv ”strengt beskyttet” i det meste af Europa i 1992.

EU’s ledelse vil nu søge godkendelse fra EU’s medlemslande før den officielt præsenterer sit forslag en ændring af direktivet.

Der findes ulve i alle EU’s medlemslande bortset fra Irland, Cypern og Malta, fremgår det af EU-analysen onsdag.

Herunder findes der ynglende flokke i 23 medlemslande heriblandt Danmark.

I august anslog Miljøstyrelsen, at der var omkring 30 voksne ulve i Danmark.

Bestanden ventes at være voksende. I juli konstaterede forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen, at mindst tre ulvepar havde født hvalpe i 2023.

Siden 2012 har der været debat om ulven i Danmark. Et af hovedargumenterne for dem, der er imod ulve i Danmark, er, at ulvene spiser husdyr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også