Plan godkendt - Danmark kan udbetale 100 millioner kroner til landbruget

Danmarks justeringer i plan er blevet godkendt af EU-Kommissionen. Det medfører penge til dansk landbrug.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

EU-Kommissionen giver grønt lys til, at Danmark kan udbetale uudnyttede midler til landbruget.

Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Helt konkret betyder det, at cirka 100 millioner kroner i uudnyttede midler kan udbetales.

Det sker på baggrund af ændringer i Danmarks CAP-plan, som EU-Kommissionen netop har godkendt.

En CAP-plan danner grundlag for, hvordan medlemsstaterne anvender EU’s tilskudsordninger og regler i en femårig periode.

Ud over de 100 millioner kroner byder ændringerne også på en lempelse i forhold til etableringsstøtte på op til 745.000 kroner for unge landmænd.

Nu åbner også praksiserfaring for adgang til at ansøge. Tidligere var det udelukkende uddannelse, der gav unge landmænd mulighed for at søge støtte.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) er glad for, at EU-Kommissionen har godkendt Danmarks justeringer.

”Jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes at få overbevist EU-Kommissionen om, at de uudnyttede midler i 2023 selvfølgelig skal udbetales til de danske landmænd. Ligesom vi med ændringen sikrer, at flere unge landmænd fra 2024 kan søge ordningen om støtte til at etablere sig. Det er en mærkesag for mig at få ungdommen ind i landbruget, så vi kan fortsætte vores danske landbrugstradition,” siger han.

På naturplejerfronten er der ifølge ministeriet godt nyt.

Fra 2024 får de bedre vilkår i forhold til at skabe biodiversitet, når arealer udlægges til brak og natur.

”Så slår vi med ændringerne til CAP-planen i 2024 et vigtigt slag for naturplejen i det åbne danske land, hvor naturplejere nu får bedre rammer for at udføre god naturpleje,” lyder det fra ministeren.

Fremover vil naturplejere ikke skulle frahegne arealer, hvor de har græssende dyr, hvilket ellers var den midlertidige løsning for 2023.

Frahegning er reducering af træer og buske, som er blevet beskadiget af dyrs bid eller barkskrælning.

Medlemsstaternes CAP-planer danner grundlag for, hvordan EU’s tilskudsordninger og regler anvendes i en femårig periode. Det er dog muligt for medlemsstaterne at anmode om ændringer én gang om året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også