Historiske afstemninger om solcelleanlæg i Tønder ender med ja

Første folkeafstemning om placering af energianlæg er endt med et ja fra borgere i to lokalområder i Tønder. (Opdateret)
Foto: Ws Audiology / Pr
Foto: Ws Audiology / Pr
AF RITZAU

To vejledende folkeafstemninger om placering af solcelleanlæg i Tønder Kommune er endt med et ”ja”.

Det fremgår af Tønder Kommunes hjemmeside.

Omkring 1000 borgere har de seneste to uger haft mulighed for at stemme ja, nej eller blankt til to projekter med i alt 66 hektar solceller. Det svarer til 100 fodboldbaner.

Et projekt ved Åbøl nord for Toftlund høster opbakning fra 72 procent af borgerne i nærområdet, mens et projekt i Bredebro bakkes op af 60 procent af borgerne.

Det er første gang, der holdes folkeafstemninger herhjemme om placering af anlæg til vedvarende energi.

”Afstemningerne er et supplement til den almindelige høringsproces, og resultaterne giver et fingerpeg om, hvordan lokalbefolkningen forholder sig til projekterne,” sagde Tønder-borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) forud for afstemningen, der begyndte for to uger siden.

Siden har borgere i nærområderne til de foreslåede anlæg kunne afgive deres stemme via computer, tablet eller smartphone.

Afstemningerne har været anonyme, og formålet har ifølge borgmesteren været at sikre, at alle berørte borgere kommer til orde.

”Vi må bare erkende, at opstilling af vindmøller og solceller kan give anledning til rigtig stor splid i lokalområder,”

”Det her skal sikre, at alle har mulighed for at komme til orde, uden at de skal stå på en ølkasse og blive udstillet i offentligheden,” har Jørgen Popp Petersen udtalt til Ritzau.

Minister for klima, energi og forsyning Lars Aagaard (M) glæder sig over den lokale opbakning til solcelleprojekterne i Tønder.

”For mig er det helt rigtigt, at man i fællesskab lokalt finder sin egen vej. Det er rigtig godt, at man lokalt i Tønder bakker op. Og jeg håber, at mange flere kommer med på vognen,” siger han i en kommentar.

Afstemningsresultatet får også positive ord med på vejen fra energisektorens brancheorganisation Green Power Denmark.

”Det bekræfter den oplevelse vores medlemmer har, når de opstiller vindmøller og solceller ude i kommunerne,”

”Det er ofte det kritiske mindretal, der løber med opmærksomheden i offentligheden, men det store flertal af naboer står bag,” siger direktør for VE-produktion Thomas Aarestrup Jepsen i en kommentar.

Lysten til at stemme har været lidt forskellig i de to områder. I Åbøl har 100 procent af de bare 18 stemmeberettigede deltaget. I Bredebro har knap en tredjedel af de 947 stemmeberettigede deltaget.

Afstemningerne er vejledende og ikke retligt bindende for kommunalbestyrelsen.

Det er de lokale politikere, der på baggrund af afstemningerne og de indkomne høringssvar nu tager endelig stilling til projekterne.

De to afstemninger blandt borgerne kan blive de første af flere.

Kommunen har et mål om, at der i de kommende år skal opføres op mod 125 vindmøller og 1600 hektar solceller i kommunen. Kommunalbestyrelsen har udpeget 21 projekter, der arbejdes videre med. Afhængigt af den videre planlægningsproces og den politiske prioritering venter der således op til 21 lokale vejledende afstemninger forude.

(Opdateret kl. 16:03 med kommentarer fra minister for klima, energi og forsyning Lars Aagaard (M) og Green Power Denmark)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også