Polsk minister stopper efter protest over ukrainsk korneksport

Landmænd i Polen er utilfredse med, at EU har fjernet toldbarriere og åbnet for fri import af ukrainsk korn.
Henryk Kowalczyk trækker sig som landbrugsminister i Polen. | Foto: Jakub Stezycki
Henryk Kowalczyk trækker sig som landbrugsminister i Polen. | Foto: Jakub Stezycki
AF RITZAU

Polens landbrugsminister, Henryk Kowalczyk, har besluttet at forlade sin post efter en periode med protester blandt polske landmænd.

Landmændene er utilfredse med, at ukrainske kornproducenter har fået lettere adgang til markedet i EU efter Ruslands invasion.

På grund af Ruslands invasion kan Ukraine ikke eksportere korn via Sortehavet i samme omfang som tidligere.

Derfor har EU besluttet at fjerne toldbarrieren på ukrainsk korn. På den måde lettes Ukraines korneksport til lands.

Men dette skævvrider markedet, mener landmændene i Polen. Med andre ord mener de, at ukrainske landmænd får en urimelig konkurrencefordel.

Den polske regering har efterspurgt hjælp hos EU til at håndtere den øgede mængde korn, som strømmer ind i unionen fra Ukraine. Og den effekt, som den ukrainske korneksport har på det europæiske marked.

Men EU har for nylig besluttet at forlænge den ordning, der sikrer, at der ikke lægges told på ukrainsk korn.

Og den beslutning har fået Henryk Kowalczyk til at trække stikket.

Meldingen om Kowalczyks afgang kommer samme dag, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er på besøg i Polen.

Ifølge Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, vil han diskutere import af ukrainsk korn og andre landbrugsprodukter med Zelenskyj.

Ukraine er en af verdens største producenter af hvede og andre typer korn.

Efter Ruslands invasion af landet i februar 2022 blev verdensmarkedet påvirket af et markant fald i eksporten af ukrainsk korn.

På trods af krigen kan landet stadig eksportere korn i begrænset omfang via Sortehavet. Det skyldes en aftale med Rusland, som sikrer, at ukrainske skibe kan sejle fra tre udvalgte havne på Ukraines sortehavskyst uden at blive angrebet af russisk militær.

Ukraine kan dog langtfra eksportere samme mængde korn som før krigens begyndelse via Sortehavet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Photo: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også