Rekordhøjt antal ansøgere til pulje for miljø- og klimateknologi

Over 1.200 landbrugere og gartnere har søgt tilskud til miljø- eller dyrevelfærdsforbedrende tiltag, viser nye tal.
Ifølge Landbrugsstyrelsen blev søgt tilskud for 442,5 mio. kr., selvom puljen i første ombæring lyder på 244 mio. kr. Der blev dermed søgt om knap 200 mio. kr. mere, end der oprindeligt var afsat midler til.
Alligevel så lyder det nu fra landbrugsministeren, at alle ansøgere, der lever op til krav for tilsagn skal have udbetalt et tilskud til deres investeringer.
Det kan lade sig gøre, fordi der er ledige midler fra det danske landdistriktsprogram til rådighed, som kan bruges til den store søgning på miljø- og klimateknologi.
Ordningen lukkede for ansøgninger 10. januar 2023, og Landbrugsstyrelsen begyndte at sagsbehandle alle ansøgninger i starten af marts. Styrelsen forventer at have behandlet størstedelen af ansøgningerne i midten af april.
Se herunder hvilke områder, der er søgt tilskud til.
Indsatsområde | Antal ansøgninger | Ansøgt tilskudsbeløb |
1. Fremme dyrevelfærd i farestalde | 30 | 74,1 mio. kr. |
2. Reducere ammoniakudledning fra svinestalde | 353 | 91 mio. kr. |
3. Reducere ammoniakudledning fra kvægstalde | 270 | 71 mio. kr. |
4. Reducere ammoniakudledning fra fjerkræstalde | 20 | 10 mio. kr. |
5. Reducere energiforbruget i fjerkræstalde | 56 | 28,2 mio. kr. |
6. Reducere pesticidforbruget i planteavl | 407 | 123,5 mio. kr. |
7. Reducere pesticidforbruget i kartoffelavl | 51 | 15,2 mio. kr. |
8. Reducere pesticidforbruget i gartnerier | 9 | 7 mio. kr. |
9. Reducere energiforbruget i gartnerier | 15 | 21,1 mio. kr. |
10. Reducere næringsstofforbruget i gartnerier | 3 | 1,3 mio. kr. |
I alt | 1.214 | 442,5 mio. kr. |
Miljø- og klimateknologi 2022 er en del af det danske landdistriktsprogram 2014-2020, som er forlænget til og med sidste år. Ordningen er 100 pct. finansieret af EU, og tilskudssatsen er på 40 pct.
Formålet med ordningen er at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsproduktion samt fremme dyrevelfærd.