Ny PFAS-bekymring: Tonsvis sprøjtes ud over danske marker

Gennem årtier har sprøjtemidler, der kan blive til PFAS i grundvandet, været godkendt i Danmark - og det bliver de ved med at være.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

De udrydder ukrudt og svamp, og vi har svært ved at undvære dem. Alligevel er en særlig gruppe af pesticider, der er en art af PFAS ved navn TFA, forskernes næste store bekymring for vores grundvand. Og de er allerede blevet anvendt i stor stil herhjemme.

Det skriver det undersøgende medie Danwatch fredag.

En optælling fra GEUS og Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelstatistik foretaget af Danwatch viser, at der siden 1956 er solgt omkring 2,7 millioner liter pesticider, der kan risikere at omdannes til TFA i grundvandet.

Mindst elleve af pesticiderne er stadig godkendt til brug i Danmark, og pesticider med PFAS er også undtaget et kommende EU-forbud mod PFAS, som blandt andre Danmark står bag. Grunden er, at pesticiderne allerede er omfattet af anden lovgivning, oplyser Miljøstyrelsen.

Det er ikke i orden, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:

“Pesticider, hvor der er påvist problemer med PFAS, bør forbydes ud fra et forsigtighedsprincip, indtil det er undersøgt nærmere, hvordan de påvirker natur og mennesker”, siger hun.

I 2020 fandt myndighederne PFAS-stofferne, TFA i 89 procent af grundvandsboringerne i hele landet. For nyligt viste en kortlægning af regionernes målinger, at der 104 steder i landet er målt PFAS mindst 100 gange så højt som grænseværdien.

Alligevel mener Miljøstyrelsen ikke, at pesticider er kilde til PFAS i grundvandet.

“Der er ikke noget, der tyder på, at aktuelt godkendte plantebeskyttelsesmidler bidrager til forurening med PFAS, som udgør en overskridelse af de gældende PFAS-grænseværdier for jord, drikkevand, grundvand, overfladevand, badevand og slam”, sagde miljøminister Magnus Heunicke i et svar til Folketinget i januar i år.

Et forskningsprojekt skal undersøge, om pesticiderne er kilde til PFAS i grundvandet. Forskernes forventer at se resultater om et-to år, siger Christian Nyrup Albers, der er seniorforsker i GEUS.

“Vi anser det som sandsynligt at ét eller flere af stofferne vil omdannes til TFA, men ved det selvsagt ikke før vi har udført laboratorieforsøgene”.

Indtil forskerne ved, om pesticiderne omdannes til PFAS i grundvandet, bør man anvende forsigtighedsprincippet, siger Maria Reumert Gjerding til Danwatch.

“Vi ved positivt, at der findes PFAS-pesticider, som kan nedbrydes til PFAS-stoffet, TFA. En række eksperter vurderer, at det er også er sandsynligt, at pesticider, der anvendes i Danmark, kan nedbrydes til TFA. Og netop nu er GEUS i gang med at undersøge, om der kan være sammenhæng mellem danske pesticider og TFA. Derfor bør man naturligvis ud fra et forsigtighedsprincip forbyde PFAS-pesticiderne”, siger Maria Reumert Gjerding.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også