Minister forventer milliarder til forskning i grøn omstilling

Der skal findes flere løsninger på landbrugsteknologien og den grønne omstilling, siger minister.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Der kan være milliarder på vej til særligt den grønne omstilling og fokus på at lave løsninger inden for landbrugsteknologien.

I hvert fald hvis det står til regeringen, der torsdag indleder forhandlinger om fordeling af forskningsreserven på 3,6 milliarder kroner.

De seneste år er store dele af forskningsreserven gået til netop forskning i den grønne omstilling.

Og det er fortsat det helt centrale, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

”Det er svært at forudsige, præcis hvor vi lander henne.”

”Men det er vores indstilling, at vi skal bruge en stor del af beløbet på den grønne omstilling. Særligt fokus på løsninger inden for landbrugsteknologien, så vi kan omstille fødevareerhvervet,” siger hun.

I 2021 gik 1,6 ud af 2,9 milliarder til grøn forskning. Og skal Danmarks grønne ambitioner nås, er det vigtigt at blive ved med at investere i grøn forskning, siger ministeren.

”Hvis vi ikke forsker i nye teknologier i forhold til den grønne omstilling bredt set, så når vi ikke de mål, vi har sat os som samfund.”

”Og den her regering har jo valgt at fremrykke ambitionerne på den grønne omstilling. Og jeg tror også, det vil være en prioritet for hele Folketinget, det er klart min fornemmelse,” siger hun.

Ud over den grønne omstilling ønsker regeringen også at øremørke penge til forskning på sundhedsområdet, digitalisering og life science.

”På sundhedsområdet ønsker vi at øremærke en god del af pengene til psykiatrien og den trivselskrise, vi oplever i samfundet,” siger hun.

Forhandlingerne indledes med et sættemøde torsdag, og Christina Egelund forventer, at de vil fortsætte efter vinterferien og en aftale vil falde på plads inden længe.

Forskningsreserven er en del af det samlede offentlige forskningsbudget på 27 milliarder kroner. De 3,6 milliarder er det højeste beløb, forskningsreserven nogensinde har været.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også