Minister lovede svar før sommer: Vil nu drøfte model for minkavlere

Minkavlere havde håbet på svar før sommer, men bliver nu inviteret til møde om fremtiden for mink i Danmark.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Hvad skal der ske, når det midlertidige forbud mod minkhold udløber ved årets udgang?

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) havde lovet svar på det spørgsmål før sommer, men det har trukket ud.

Onsdag har han inviteret branchen til et møde om en model for smitteforebyggende tiltag, som avlerne skal indføre, hvis erhvervet skal genstartes.

”Fødevareministeriet har inviteret minkbranchen til et møde i morgen, hvor modellen præsenteres, og hvor det skal drøftes, hvordan det kan sikres, at retningslinjerne efterfølges af de minkavlere, som i givet fald ønsker at starte op igen,” siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Det midlertidige forbud mod minkhold blev indført under coronaepidemien.

Alle mink blev aflivet i Danmark i 2020 på grund af frygt for mutation af coronavirus i mink. Regeringen havde dog ikke lovgrundlaget på plads og modtog meget skarp kritik af en kommission, der kom med sin konklusion i maj.

Rasmus Prehn varslede i maj, at det var ”ambitionen” at give de tilbageværende minkavlere en afklaring ”inden sommerferien”.

I stedet bliver branchen nu indkaldt til et møde. Det vækker kritik fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere.

”Det er allerede stort set for sent. Så det er virkeligt dårligt arbejde, det regeringen laver. Det besværliggør voldsomt opstarten for dem, der vil i gang, ved at gøre det for sent,” siger han.

Han henviser til, at der skal indkøbes avlsdyr fra udlandet i god tid inden avlssæsonen i november.

15 minkavlere vil gerne genstarte minkproduktion ved at søge om dvalekompensation. Det svarer til omkring én procent af minkavlerne før november 2020.

Statens Serum Institut sagde i en risikovurdering i maj, at coronasmittede mink vil have en begrænset betydning for folkesundheden, som det ser ud nu.

Både SF og Enhedslisten har længe ment, at minkavl bør forbydes af hensyn til dyrevelfærd.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er mildest talt forundret over, at Rasmus Prehn har indkaldt minkavlerne til møde uden først at orientere ordførerne og sikre sig opbakning for Folketinget.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed fra Enhedslistens side, at vi synes, at det ville være at spille hasard med folkesundhed og dyrevelfærd at starte erhvervet op igen efter alt det, vi har været igennem,” siger Hvelplund.

I november 2021 sagde Det Dyreetiske Råd, at minkhold i sin nuværende form ”ikke er acceptabel”. Der er brug for et alternativ til bursystemet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også