AgriWatch

Minister vil til foråret vurdere minkavlens liv i Danmark

Oppositionen forstår ikke, hvorfor Ramus Prehns ministerium udskød en veterinær risikovurdering.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S). | Foto: Jens Dresling

Når vinteren er overstået, er det tid til igen at se på, om man kan genoptage minkavl i Danmark i 2023.

Men folkesundheden kommer i første række, er budskabet fra fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S).

Derfor besluttede hans ministerium i efteråret at udskyde en veterinær risikovurdering, forklarede Prehn i et samråd fredag, hvor især Venstre ville vide, hvorfor ministeren afviste at igangsætte denne risikovurdering.

"Regeringens præmis er, at vi først kan genoptage minkproduktion i Danmark, når det er forsvarligt i forhold til folkesundheden. Vi skal ikke risikere danskernes liv og helbred," siger Prehn.

Folketinget vedtog sidste år et midlertidigt forbud mod minkavl frem til 31. december 2021. Det forbud er regeringen og støttepartierne blevet enige om at forlænge med et år.

Det vil sige, at formelt kan minkavl - som tingene står nu - genoptages 1. januar 2023.

Med de aktuelt stigende smittetal og med usikkerheden omkring Omikron-variatens effekt er det ifølge ministeren ikke tid til at ændre noget.

"Når vinterperioden er overstået, og SSI (Statens Serum Institut, red.) har høstet mere viden og erfaring, så vil det være tid til igen at vurdere, om det af hensyn til folkesundheden igen vil være muligt at genoptage minkproduktion i Danmark i 2023, altså om lidt over et år," siger Prehn.

Partier i oppositionen er utilfredse over, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udskudt en veterinær risikovurdering fra Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) på Københavns Universitet.

Prehn forklarede, at han ikke selv var involveret i den beslutning.

"Jeg har haft tillid til, at embedsmændene håndterer det på den rigtige måde. Jeg har ikke været inde i den beslutning."

Det kritiserer formand for Miljø- og Fødevareudvalget Rene Christensen (DF). Man skal ikke skubbe ansvaret over på myndighederne, mener han.

"Ministeren er dog minister, og så får ministeren nogle input fra myndighederne. Men det er ministeren, der konkluderer, hvad han vil bruge de oplysninger til."

DF'eren henviser til et brev, som udvalget fik fra SSI om, at instituttet ikke ville optræde i fremsættelsestalen for lovforslaget om at slå alle mink ned.

For det var ikke SSI, der foreslog at slå alle mink ned. Derfor ville SSI - ifølge udvalgsformanden - ikke nævnes.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch