Regeringen indgår finanslov med flere penge til udtagning af lavbundsjord

En ny finanslov for 2021 er på plads, og her er der fundet flere midler til udtagning af lavbundsjord. Også økologien får flere penge, mens der ligeledes er fundet en pulje til pyrolyse.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen og støttepartierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har en indgået en aftale om en finanslov for 2021.

Aftalen indeholder blandt andet flere penge til udtagning af kulstofrig lavbundsjord, som der bliver afsat yderligere 165 mio. kr. til om året i perioden 2021-2024. Det svarer til i alt 660 mio. kr. i de fire år.

Det fremgår af finanslovens faktaark.

Regeringen skønner, at der med de afsatte midler kan udtages ca. 5.000 hektar landbrugsjorder, hvilket skønnes at bidrage med en samlet klimaeffekt på knap 75.000 tons CO2e i 2030.

Af teksten fremgår det også, at der vil blive kigget yderligere på området i forbindelse med regeringens klimaudspil på landbrugsområdet, der ventes at blive lagt frem inden for et par måneder.

På finansloven 2020 blev der afsat 2 mia. kr. til at udtage lavbundsjord i perioden 2020-2029.

Dermed forvetner regeringen nu at kunne udtage 20.000 hektar for de beløb, som er afsat på finansloven i 2020 og 2021. Det er langt fra de 100.000 hektar, som Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og en række andre har som pejlemærke.

Herudover er der afsat 100 mio. kr. i hhv. 2021 og 2022 til udviklingen af pyrolyseteknologi, der i landbruget er mest kendt gennem projektet Skyclean.

Skyclean fungerer ved at forkulle landbrugsaffald som halm og gylle i en pyrolyseovn, som omdanner det til biokul, gasser og olier. Biokullet kan bredes ud på landbrugsjord, hvor det virker jordforbedrende, og gas og olie kan omdannes til flybrændstof.

Teknologien kan ifølge Henrik Stiesdal, der er en af opfinderne, reducere landbrugets klimaaftryk med 50 pct. og gøre flybrændstoffet klimaneutralt.

Flere penge til økologi

Samtidig kan økologerne se frem til en økonomisk støttepude.

Der er således afsat 20 mio. kr. årligt i en fireårig periode til Fonden for Økologisk Landbrug samt 25 mio. kr. i en fire-årig periode til køkkenomlægning, innovation mv. som skal udmøntes i en senere aftale.

"Regeringen og dens støttepartier viser, at de ser økologi som en vigtig del af fremtidens landbrugs- og fødevaresystem i Danmark. Det er glædeligt og nødvendigt, hvis vi skal nå det fælles mål om at fordoble økologien i Danmark inden 2030 og dermed skabe en langt mere bæredygtig fødevareproduktion," siger Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også