Forsinket udbetaling af arealtilskud møder kritik fra flere sider

Torsdag kunne Landbrugsstyrelsen melde ud, at ikke alle landmænd ville få udbetalt det økologiske arealtilskud inden fristen d. 30. juni, og det har vakt kritik hos flere landbrugsorganisationer.
Landbrug & Fødevarer vil have fødevareminister Mogens Jensen til at gå ind i sagen, og hos Økologisk Landsforening har man samme ønske, skriver Effektivt Landbrug.
Landbrug- og fødevarepolitisk chef for Økologisk Landsforening, Sybille Kyed, er skuffet over meddelelsen og kalder det et tilbagevendende problem.
"Ud over det belaster de landmænd, der ikke har modtaget deres betaling endnu meget hårdt, så er vi også bekymret for, hvad det får af konsekvenser i det hele taget i forhold til at sikre midler til økologi og naturpleje," siger Sybille Kyed.
Landbrugsstyrelsen har indtil videre udbetalt tilskud til 87 pct. af ansøgerne. I forbindelse med forsinkelsen vil ansøgningsruden for nye tilsagn udskydes til efteråret.