Grøn trepartsaftale er landet og ventes præsenteret snart

Økonomiministeriet oplyser, at den grønne trepart ”snart” vil præsentere længe ventet aftale for landbruget.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
af ritzau

Regeringen og en række brancheorganisationer i den grønne trepart ”ventes snart” at præsentere den aftale for en CO2-afgift på landbruget, som har været år undervejs.

Det oplyser Økonomiministeriet i en pressemeddelelse.

Der er indkaldt til et pressemøde, der afholdes i ministeriet.

Her vil formanden for den grønne trepart, tidligere minister Henrik Dam Kristensen, og økonomiminister Stephanie Lose (V) præsentere aftalen.

Derudover deltager også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), miljøminister Magnus Heunicke (S), skatteminister Jeppe Bruus (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) fra regeringen.

Organisationerne i treparten omfatter Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening (KL).

Det er et årelangt forløb om CO2-afgifter, der nu kulminerer.

Tilbage i december 2020 vedtog Folketinget en grøn skattereform, der lagde udformningen af konkrete CO2-afgifter hos et ekspertudvalg med fremtrædende økonomer.

Det ledte i første omgang til, at Folketinget i sommeren 2022 kunne vedtage en CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2 for industrien.

Siden er afgiften på landbrugets udledninger blevet udskudt gang på gang. Ekspertudvalget har selv haft behov for længere tid, ligesom at oprettelsen af den grønne trepart har trukket tiden.

Treparten blev født i 2023 med inspiration fra arbejdsmarkedets trepartsforhandlinger som forsøg fra Venstre på at løse de grundlæggende uenigheder om landbrugets klimaregulering i fællesskab.

Selv om den grønne trepart når til enighed om en aftale, skal den fortsat fremsættes og vedtages i Folketinget. Det vil først blive på den anden side af sommerferien, når Folketinget åbner for lovbehandlingen igen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også