Støjberg til ny V-formand: Tag CO2-afgift af bordet

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, kommer på landsmøde med appel til Troels Lund Poulsen.
"Danmarksdemokraterne kommer aldrig nogensinde til at støtte indførelsen af en CO2-afgift," siger Inger Støjberg på Danmarksdemokraternes årsmøde i Aalborg. | Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
"Danmarksdemokraterne kommer aldrig nogensinde til at støtte indførelsen af en CO2-afgift," siger Inger Støjberg på Danmarksdemokraternes årsmøde i Aalborg. | Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
af ritzau

Når Troels Lund Poulsen om en uge officielt kan kalde sig Venstres formand, så skal han som det første genforhandle regeringsgrundlaget med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, i hendes tale ved partiets første landsmøde. Det finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center.

”Kære Troels, du har nu en unik mulighed for i forbindelse med lederskiftet i Venstre at kræve en genforhandling af regeringsgrundlaget,” siger Støjberg.

Hun mener især, at Venstre skal gøre noget ved den CO2-afgift på landbruget, som skaber heftig debat i dansk politik. Hvordan CO2-afgiften bliver udformet, vides endnu ikke, men i Venstre, hvor Støjberg tidligere var en stor profil, er der mange meninger om den.

”Jeg så selvfølgelig allerhelst, at man tog CO2-afgiften helt af bordet. Danmarksdemokraterne kommer aldrig nogensinde til at støtte indførelsen af en CO2-afgift.”

”Men når Venstre insisterer på, at den skal indføres, så bør Venstre som et minimum kræve at få en garanti skrevet ind i regeringsgrundlaget, om at en CO2-afgift på dansk landbrug ikke må koste arbejdspladser i landdistrikterne,” siger Støjberg.

Den tidligere Venstre-minister håber også på, at Venstre besinder sig og dropper at sidde i regering med Socialdemokratiet.

”Vi skal af med Mette Frederiksen som statsminister,” siger Støjberg med henvisning til den siddende socialdemokratiske statsminister.

Det er bedst med en borgerlig mand eller kvinde i Statsministeriet, mener Støjberg. Faktum er dog, at ingen fra den borgerlige blok har meldt sig som statsministerkandidat. Der er kun én i øjeblikket. Nemlig Mette Frederiksen.

Troels Lund Poulsen har udtalt, at Venstre i øjeblikket ikke er i en forfatning, som gør, at han i øjeblikket melder sig på banen.

”Jeg er aldrig vågnet op en eneste morgen med drømmen om at leve i et socialdemokratisk tusindårsrige.”

”Jeg er borgerlig helt ind i knoglerne, og jeg mener ikke, at man nogensinde som borgerligt parti skal stille sig tilfreds med at spille tredjeviolin i en socialdemokratisk regering,” siger Støjberg.

Danmarksdemokraterne har 5004 betalende medlemmer og venner, oplyser partiet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også