Spansk virusudbrud blandt mink vækker bekymring

En særlig farlig variant af fugleinfluenza, H5N1, spreder sig, og fund på minkfarm i Spanien skaber bekymring, skriver Berlingske.
Årsagen til bekymringen er, at H5N1 tidligere ikke havde let ved at sprede sig blandt pattedyr – kun blandt fugle – men på minkfarmen i Spanien lader det til, at H5N1 let spreder sig fra pattedyr til pattedyr, hvilket øger risikoen for, at fugleinfluenzaen også kan sprede sig til mennesker, og dermed er der risiko for en ny pandemi, lyder det.
”Det sidste, vi ønsker, er at se det her virus cirkulere i en pattedyrsbestand. Det er en mulig tikkende bombe. Det er derfor, at det her fund i Spanien har vakt ret meget opsigt. Det er virkelig ikke godt,” siger Lars Erik Larsen, professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet.
Selvom en håndfuld nordjyske minkavlere er i gang med at bygge en minkbestand op i Danmark igen, efter at der blev lukket ned for erhvervet under coronapandemien, er bestanden herhjemme stadig så lille, at der umiddelbart ikke er den store risiko for, at den spanske smitte spreder sig til danske mink.
”Det er jo kun ganske få minkfarme, som starter op her i landet lige nu, så risikoen for at virusset også spreder sig til danske mink, er overordnet ikke så stor,” sagde Lars Erik Larsen for en uge siden.
Professoren er med til at udarbejde en risikovurdering af dansk minkavl i forhold til virusudbruddet i Spanien, som Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen formentlig vil offentliggøre om få uger. Lars Erik Larsen fastholder overfor Berlingske, at risikoen for et dansk udbrud ikke er stort, men at det er ”et problem, som vi bliver nødt til at forholde os til.”