Inflationen i eurozonen ser ud til at tage lille hop i maj

Et estimat fra Eurostat viser inflation på 2,6 procent i eurozonen i maj. Det er højere end i april.
Foto: Pool
Foto: Pool
AF RITZAU

Inflationen i eurozonen ser ud til at stige en smule i maj.

Et estimat fra EU’s statistikkontor, Eurostat, peger på, at inflationen i maj landede på 2,6 procent.

I april lå inflationen på 2,4 procent.

Eurozonen er de lande, der bruger euro som valuta.

Den Europæiske Centralbank (ECB) sigter efter en inflation på to procent på mellemlang sigt. Dermed er inflationen fortsat på et højere niveau, end ECB ønsker.

Og selv om der er langt op til de høje inflationstal de seneste år, er inflationen fortsat for høj. Det påpeger Kristian Skriver, som er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

”Det er en påmindelse om, at det er svært at få inflationen det sidste stykke vej tilbage på målsætningen på to procent,” skriver han i en kommentar.

Den genstridige inflation kan ifølge flere økonomer komme til at påvirke udsigten til flere rentenedsættelser fra ECB. De fleste forventer dog, at ECB vil sænke renten på et rentemøde torsdag.

Men herefter er det mere usikkert, lyder det fra både Kristian Skriver og Bjørn Tangaa Sillemann, som er chefanalytiker i Danske Bank.

Bjørn Tangaa Sillemann ser ikke en rentenedsættelse i næste uge som starten på en perlerække af rentenedsættelser.

”Hvor meget lavere renter, der bliver plads til, er et åbent spørgsmål, som vil afhænge af, hvordan økonomien og især arbejdsmarkedet udvikler sig. Vi tror, vi må vente til december, før ECB (efter i næste uge, red.) sætter renten ned igen,” skriver han i en kommentar.

Både Kristian Skriver og Bjørn Tangaa Sillemann forventer, at ECB og derefter Danmarks Nationalbank vil sænke renten i næste uge.

Danmark har fastkurspolitik, og Nationalbankens opgave er derfor at sikre, at den danske krone har en fast kurs på omkring 7,5 kroner over for euroen.

Derfor smitter renteændringer hos ECB som regel af på Nationalbankens rente, da en markant højere rente hos Nationalbanken kan få kronen til at stige i kurs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også