Mælkeformand erklærer branchen for død: Vi kan ikke betale afgifterne
Det er en dyster dag for mælkeproduktionen i Danmark.
I hvert fald hvis man spørger formanden i Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, der har fulgt med i Svarer-udvalgets pressemøde, hvor den grønne skattereform for dansk landbrug blev præsenteret.
”Med deres beregninger har jeg svært ved at se, hvordan mælkeproduktionen skal overleve i Danmark,” siger formanden.
I den netop offentliggjorte rapport kunne Michael Svarer og hans udvalg i dag præsentere tre forskellige modeller til, hvordan Danmark kommer i mål med en 70 pct. reduktion fremmod 2030. Tre modeller med henholdsvis en CO2-afgift på 750, 375 eller 125 kroner pr. udledt ton.
Når regningen kommer
Særligt model 1, hvor der bliver pålagt en CO2-afgift på 750 kr., kan blive hård for kvægproduktionen. Ifølge rapporten vil der ske et produktionsfald på 20 pct. samt et fald i produktionsværdien på 8,7 pct.
Kjartan Poulsen fortæller dog også, at model nummer to vil være for hård for mælkeproducenterne.
”Det er et beløb, som vi ikke kan betale, fordi det overstiger indtjeningen på en ko, og så forventer jeg ingen mælkeproduktion i Danmark,” siger formanden.
Hvornår forventer du, at der ikke vil være en mælkeproduktion i Danmark?
”Fra det øjeblik regningen kommer ind ad døren.”
Med Michael Svarers præsentation onsdag indleder landbrugsafgiften et nyt kapitel. Fra og med i dag går forhandlingerne direkte videre i den grønne trepart, som regeringen har nedsat til at forhandle afgiften på plads.
Med i treparten sidder Landbrug & Fødevarer, og det huer Kjartan Poulsen.
”Vi må sætte vores lid til Landbrug & Fødevarer, der gennem mange år har sagt, at der skal være en sektorbalance. Forslaget må ikke gå en udover én branche,” siger Kjartan Poulsen.
Relaterede artikler
Dagen før dagen: Landbrugsaktører sukker efter afklaring
For abonnenter
Rapport sætter ikke tal på, men flere landbrug vil lukke
For abonnenter