Landbrugsinvestor og grovvarebrødre vil smide millioner i tabsgivende svinekoncern: Satser på salg i 2024

Henrik Hougaard og Ewers-brødrene er villige til at holde hånden under nødlidende kinesisk svineproduktion for at hente tab tilbage næste år.
Uenighed i ejerkredsen har ført til rekonstruktion for Scandinavian Farms Invest. Halvdelen af ejerkredsen vil smide yderligere mio. kr. i driften for at kunne sælge i 2024. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Uenighed i ejerkredsen har ført til rekonstruktion for Scandinavian Farms Invest. Halvdelen af ejerkredsen vil smide yderligere mio. kr. i driften for at kunne sælge i 2024. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Landbrugsinvestoren Henrik Hougaard planlægger sammen med Ewers-brødrene og en ny ejerkreds drive den nødlidende kinesiske svinekoncern Scandinavian Farms videre med henblik på et salg allerede næste år.

Det sker med en forventning om, at det kriseramte kinesiske svinemarked vender, og der igen kommer økonomi i at producere svin i Kina.

Det fortæller landbrugsinvestoren, der har tjent sin formue på et salg af agrovirksomheden Skiold, og som blandt andet er storaktionær i udlandslandbruget Firstfarms, i et interview med AgriWatch.

”Vi vil fortsætte, fordi det vil være dumt ikke at understøtte driften dernede. Vi forventer at kunne sælge virksomheden på et tidspunkt, når de kinesiske svinepriser retter sig, og driften bliver overskudsgivende igen. Om det er om tre måneder eller om tolv måneder, er for tidligt at sige,” fortæller Henrik Hougaard.

Scandinavian Farms er per 8. december under rekonstruktion, hvilket ifølge ham skyldes uenighed i ejerkredsen om at tilføre penge til driften.

Mens Grise Holding, der ejer 33,75 pct. af selskabet, og J. B. Møller Holding, der ejer 12,5 pct., ifølge Hougaard vil ud af selskabet, ønsker han selv, der via Thoraso ejer 20 pct,. og Brdr. Ewers, der via Sønderborg Korn ejer 33,75 pct., altså at fortsætte.

Ewers-brødrene fortalte i oktober til AgriWatch, at de ønskede at komme af med deres ejerandel, og at de ikke vidste, hvor mange penge de havde tabt på det kinesiske eventyr. Claus Ewers fortalte dog dengang, at der var tale om ”et stort beløb.” 

Claus Ewers henviser nu til Henrik Hougaard, som de er blevet enige om, udtaler sig.

Efter en række lukrative år har selskabet blødt penge siden 2018, hvor afrikansk svinepest hærgede i Kina, og Scandinavian Farms valgte at sætte alle svin ud.

Scandinavian Farms Invest, der ejer en større del af den kinesiske svineproduktion Scandinavian Farms, har siden 2018 mistet 570 mio. kr. og havde ved seneste regnskab en negativ egenkapital på 288 mio. kr. 

Vil hente noget af det tabte hjem

Ifølge rekonstruktør Søren Christensen Volder skal der i første omgang tilføres selskabet 30 mio. kr., hvis rekonstruktionen skal gå igennem.

Henrik Hougaard fortæller, at han sammen med Brdr. Ewers er klar til at smide de første 15 mio. kr. Dertil er den statslige fond IFU, som i forvejen ejer en del af produktionen i Kina, åbne over for at lægge 7,5 mio. kr. på bordet, fortæller han.

AgriWatch har forsøgt at kontakte senior vice president for ”Sustainable Food Systems” hos IFU, Otto Vinther Christensen, der er ansvarlig for fondens investering.

Derfor skal der under rekonstruktionsforløbet hentes 7,5 mio. kr. fra nye ejere. Det skal ske senest i løbet af januar, meldte rekonstruktøren.

Ved at give selskabet en millionindsprøjtning håber Henrik Hougaard, at ejerkredsen kan hente noget af det tabte tilbage.

”Det er jo et spørgsmål om den salgspris, der kommer, om vi kan hente det tilbage eller ej, men man kan sige, at de penge, der er tabt, de er jo tabt. Vi kommer med nogle friske penge, og dem tror vi selvfølgelig fuldt og fast på, at de kommer tilbage, og dertil en en del af det, vi har tabt. Og om det hele kommer hjem eller ej, det er simpelthen umuligt at sige,” siger han.

Vil ikke finansiere underskud i mange år

Investeringen sker nemlig med forventning om, at udviklingen i den pressede kinesiske svineindustri, hvor nogle selskaber taber mia. af kr. per kvartal, vender, og der igen kommer økonomi i at producere svin i Kina.

”Mange kører med store underskud, og så vil nogle lukke ned, udbuddet vil falde og priserne stige. Det kommer også til at ske i Kina. Det er bare et spørgsmål om tid. Når priserne går op, tror vi på, der kommer en gylden periode igen.” siger han og tilføjer:

”Vi regner med, at det sker i løbet af næste år. Tidligst efter kinesisk nytår i februar, men muligvis først senere på året,” siger han.

Hvis ikke udviklingen i Kina vender, ønsker han ikke at svare på, hvor længe Scandinavian Farms Invest vil fortsætte.

”Vi har selvfølgelig en grænse, som jeg ikke ønsker at redegøre for her. Men det er klart, at vi ikke bare vil blive ved med at finansiere et underskud,” siger han.

Ifølge Henrik Hougaard er selskabets store problem lige nu, at Scandinavian Farms lever af at sælge avlsdyr, men på grund af krisen i den kinesiske svineindustri kan de ikke afsættes. Derfor må de sælges til slagtning til langt billigere priser.

Scandinavian Farms Invest har ifølge rekonstruktøren en gæld på en halv mia. kr. Der er investeret over 700 mio. kr. i at etablere og udvide den kinesiske svineproduktion.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også