Landmænd køber biogasanlæg for næsen af CIP

Handlen med infrastrukturfonden havde været længe undervejs, men en særlig vedtægt betyder, at leverandørforeningen nu kan købe Maabjerg Biogas og udvide i samarbejde med Skovgaard Energy. 
Jørgen Tørnæs (i midten) er gift med tidl. Venstreminister Ulla Tørnæs (th). Arkivfoto. | Foto: Jens Dresling
Jørgen Tørnæs (i midten) er gift med tidl. Venstreminister Ulla Tørnæs (th). Arkivfoto. | Foto: Jens Dresling

Leverandørforeningen bag Maabjerg Biogas har besluttet sig for at gøre brug af den forkøbsret, den har.

Dermed køber de 135 landmænd bag, der bl.a. tæller formand Jørgen Tørnæs, anlægget for næsen af Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, som ellers havde lagt et bud ind på Maabjerg Biogas. 

”Jeg er særdeles glad for at kunne meddele, at det er lykkedes Måbjerg Biogas Leverandørforening at gøre forkøbsretten gældende på køb af Måbjerg Biogas. I samarbejde med Skovgaard Energy som finansieringspartner er det lykkes leverandørforeningen at rejse kapitalen til købet af Måbjerg Biogas, samt udbygge Leverandørforeningens ejerskab af anlægget betydeligt,” udtaler Jørgen Tørnæs i en pressemeddelelse. 

Leverandørforeningen har til hensigt at udbygge og opgradere biogasanlægget, så gassen kan sendes ud på gasnettet, lyder det videre i meddelelsen, ligesom man vil sælge certifikater baseret på fortrængning af CO2 fra anlægget. 

”Leverandørforeningen ser frem til at udvikle biogas anlægget og vi tror grundlæggende på at landmændene har en stor og betydelig rolle i den grønne omstilling i Danmark,” udtaler Jørgen Tørnæs.

Det skal ske i samarbejde med Skovgaard Energy, der bl.a. arbejder med ammoniakproduktion. 

”Skovgaard Energy har en grundlæggende tro på, at bioenergiprojekter skal forankres lokalt og samtidig være et vigtigt omdrejningspunkt for udviklingen af landbruget og lokalområdet,” udtaler adm. direktør Niels Erik Madsen fra Skovgaard Energy.

Der var, som beskrevet af Dagbladet Holstebro Struer, lagt op til kamp om anlægget, efter Copenhagen Infrastructure Partners tidligere lagde et bud ind. 

CIP var ellers tæt på at gennemføre handlen, som angiveligt ville betyde en trecifret millioninvestering i anlægget, men leverandørforeningen har takket være et punkt i vedtægterne haft forkøbsret på anlægget. Den er der nu gjort brug af. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også