Kraftige prisfald på svinekød får priser i Kina til at falde igen

Priserne i Kina var 0,2 procent lavere i oktober i år sammenlignet med 2022. Særligt mad er blevet billigere.
Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Af Ritzau

Priserne på varer i Kina var 0,2 procent lavere i oktober sammenlignet med samme måned sidste år.

Det viser tal fra Kinas Nationale Statistikbureau (NBS).

Ifølge NBS knytter prisfaldet sig til lavere efterspørgsel fra forbrugere efter den kinesiske efterårsfestival, som i år faldt den 29. september.

Prisen på svinekød er faldet 30,1 procent.

Også en høj produktion af landbrugsprodukter har betydet noget for det samlede prisfald, siger Dong Lijuan, som er seniorstatistiker i NBS, i en pressemeddelelse.

Det er især mad, alkohol og tobak, som er faldet i pris i oktober. 

I både september og august var priserne i Kina en anelse højere sammenlignet med samme måned året før. Det skete, efter at tal fra juli viste, at priserne var faldet over et år.

Kina oplevede en kort periode med deflation i slutningen af 2020 og begyndelsen af 2021. Det skyldtes, at prisen på svinekød kollapsede.

Forud for det var den sidste periode med deflation i Kina i 2009.

Deflation betyder, at forbrugerpriserne falder over en periode på 12 måneder. Omvendt betyder inflation, at forbrugerpriserne stiger.

Faldende priser kan ifølge AFP gøre ondt på et lands økonomi, fordi forbrugere kan få en tendens til at holde på pengene i håbet om yderligere prisfald.

Og faldende efterspørgsel kan tvinge virksomheder til at skære i produktionen og stoppe med at ansætte - måske endda fyre - medarbejdere.

Tirsdag sagde Den Internationale Valutafond (IMF), at Kinas økonomi var vokset 4,9 procent fra juli til september i år. Det var langt bedre, end tidligere prognoser fra IMF havde skitseret.

Vicedirektør Gita Gopinath fra IMF begrundede udviklingen med en stigende efterspørgsel blandt de kinesiske forbrugere samt politiske tiltag, som har haft til formål at sætte skub i den kinesiske økonomi.

Det fik samtidig IMF til at opjustere forventningerne til den kinesiske økonomi i 2024.

Ifølge et tidligere estimat ville Kinas bnp vokse 5 procent i år sammenlignet med sidste år. Men der bliver snarere tale om en stigning på 5,4 procent sammenlignet med sidste år, vurderer valutafonden nu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også