PFAS-pesticider bliver mere populært blandt landmænd

Flere eksperter advarer nu om PFAS-pesticider, der på få år er blevet blandt de danske landmænds favoritter.
Foto: Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen
af ritzau

PFAS-pesticider er stigende populære blandt landmænd.

Det skriver fagbladet Ingeniøren.

Knap 117 ton PFAS blev spredt af de danske landmænd i den seneste planperiode fra 1. august 2020 til 31. juli 2021.

Eksempelvis kom produkterne Propulse SE 250 og Balaya, der begge indeholder PFAS, på markedet i Danmark i 2020 og 2021.

De er nu på listen over de fem mest populære pesticider.

I planperioden udgjorde PFAS-pesticiderne 15 procent af landmændenes samlede pesticidforbrug.

Det viser Ingeniørens opgørelser af de seneste tal fra Miljøstyrelsen, der hvert år opgør landmændenes forbrug af sprøjtemidler.

”Det er stærkt problematisk, siger Steffen Foss Hansen, der er lektor på DTU’s Institut for Miljø- og Ressourceteknologi, til Ingeniøren.

”Frem for alt, fordi pesticider spredes direkte ud i miljøet. Vi har jo at gøre med en gruppe stoffer, der kaldes evighedskemikalier, fordi de stort set aldrig fuldstændig nedbrydes.

Der er tale om såkaldte ultra kortkædede PFAS, der adskiller sig fra de nu ulovlige PFOS og PFOA.

På trods af det, risikerer mennesker i mange år ude i fremtiden at blive udsat for dem eller deres nedbrydningsprodukter, når de forurener fødevarer og det grundvand, som vi her i landet trækker op som drikkevand.

Selv om PFAS fra pesticiderne i dag vurderes at være langt mindre farlige sammenlignet med de langkædede PFAS, så arbejdes der i EU-regi på helt at udfase dem over én kam.

Netop fordi de alle stort set ikke nedbrydes i naturen, påpeger Steffen Foss Hansen.

Nedbrydningsproduktet TFA er fundet i det danske grundvand.

Seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Christian Nyrop Albers står i spidsen for forsøg, der skal af- eller bekræfte, om nedbrydningsproduktet TFA stammer fra PFAS-pesticiderne.

Han er bekymret for den omfattende brug af PFAS på de danske marker:

”TFA er meget persistent og miljøfremmed, så man skal overveje - også selv om man på nuværende tidspunkt ikke regner med, at TFA er særlig giftigt - om det er fornuftigt at bruge pesticider, som nedbrydes til det her persistente (ikke-nedbrydelige, red.) stof.

”Det vil være der i mange hundrede år ude i fremtiden, så man bør overveje at bruge noget andet, siger han til Ingeniøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Photo: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også