Landmand med biogasanlæg lægger 65 mio. i pyrolyse: "Vi ved ikke med sikkerhed, om det vil fungere"
Et spritnyt pyrolyseanlæg skal fra oktober forbrænde restaffald fra svineproducent Thomas Kjærs biogasanlæg til biokul.
Til en samlet pris på omtrent 65 mio. kr. læner landmanden sig endnu en gang ud over ukendt teknologisk og forretningsmæssigt territorium. Thomas Kjær erkender blankt, at det bestemt ikke er givet, at forretningsmodellen i hans nye anlæg vil kunne hænge sammen.
”Der skal komme penge ind fra CO2-binding, ellers bliver det ikke rentabelt. Vi ved ikke med sikkerhed, om det kommer til at fungere,” siger han.
Alligevel har han taget chancen. Faktisk kunne han ikke lade være, lyder det.
”Du vil nok kalde mig en lille smule – hvad hedder sådan noget - villig til at løbe en risiko. Men det var vi jo også, da vi byggede vores biogasanlæg i 2016. Der var der heller ikke så mange biogasanlæg,” konstaterer han.
Sidste sommer købte DBC Invest, blandt andet med Vestjyllands Andel i ejerkredsen, 25 pct. af Vrejlev biogasanlæg. Men pyrolyseanlægget skal - selv om det bliver integreret i biogasanlægget rent fysisk - ligge i sit eget selskabsregi. Derfor er det også Thomas Kjær, der løfter investeringen selv.
Klar forventning om, at landbruget er grøn nøgle
Med en besætning på 2.750 søer med full line produktion af slagtesvin til Danish Crown, hvor Thomas Kjær også de seneste to år har haft plads i bestyrelsen, er hans landbrug blandt de større.
Fredag er der rejsegilde på anlægget, hvor der skal bygges 1.500 kvm.
Den grønne omstilling og det at bevare landbrugsproduktionen fylder for ham, og er klart et af parametrene i investeringen.
”Vi vil gerne udnytte energistrømmene fra vores svineproduktion og planteavl. I biogasanlægget var det værdistrømmene af gylle og halm, der skulle være en forretning. Nu ligger der så en dynge fibre, som vi i dag spreder ud på markerne. Og det er egentlig håbløst, for det meste fordamper. Derfor vil vi gerne have værdi ud af den værdistrøm også,” forklarer han.
Ny analyse: Udfordrende forretningsmodel for landbrugets klima-redning
Sidste uge holdt CIP-fonden seminar med offentliggørelse af en rapport vedrørende netop økonomien i pyrolyse. Her var det åbenbart, at teknologien langt fra er rentabel, medmindre der kommer betaling for CO2-reduktionerne. Noget, der ikke er på plads endnu.
”Det var det samme med biogassen, hvor certificering heller ikke var på plads, da vi startede. Jeg er ikke så utryg ved, at det kommer med pyrolyse, for vi kan dokumentere, hvor meget kul der går ind i anlægget, og hvad der går ud. Det, vi ikke ved, er, hvad prisen på kreditterne bliver. Om det bliver 750, 1.000 eller 1.500 kroner,” bemærker Thomas Kjær.
Biokul skal spredes, men hvor meget
Anlægget skal tage op mod 30 tons tørrede gyllefibre om dagen. Gassen fra produktionen skal renses, så den kan sendes gennem en gasmotor, der kan lave strøm til biogasanlægget samt varme til nærliggende Vrå by.
Sværere er det med biokullet, som Thomas Kjær forventer at få 8 tons af dagligt.
”Det skal vi også have fundet en løsning på. Det kommer ud i pulverform, og vi skal have det nedfældet, enten med såmaskine eller kalk-udlægger. Men vi skal have tilladelser og have taget prøver, før det bringes ud,” siger han.
Der findes ikke nemme løsninger endnu til at få tilladelse til udbringning af biokul på marker. Ej heller et klart billede af, hvor meget der kan lægges på jorden. Om Thomas Kjær dermed får overskud til at sælge af biokullet, eller kan anvende det hele på sine 2.100 hektar, ved han endnu ikke.
”Det er planen at starte med vores egne marker. Men det kan måske også være en handelsvare for dem, der har mere sandede jorder i Vestjylland. Vi har næringsstoffer nok, så det kan måske gøre mere gavn på andres jorder end mine egne,” konstaterer han.
”Et sats, der vil noget”
At han tager chancen med pyrolysen, trods de mange ubekendte, er der flere grunde til. Den grønne omstilling er en af årsagerne.
”Jeg har en ærgrelse over, at landbruget bliver udstillet som nogle gammeldags og forstokkede folk, der ikke forstår at udvikle sig selv. Jeg er relativt sikker på, at landbrugsarealerne vil komme til at gøre den største forskel i den grønne omstilling, om det så bliver med solceller, vindmøller eller biokul. Vi har nøglen til at få omstillet meget af verdens energi,” mener han.
Let tror han dog ikke, at det bliver at få kørt anlægget ind og fundet løsninger på de mange ubekendte.
”Det er lidt det samme som med biogassen. Set i bagklogskabens lys, så var det godt nok også et sats, der ville noget. Men det lykkedes jo. Mange tror i dag, at det kørte af sig selv. Det kan jeg afsløre, at det gjorde det ikke. Det var en lang og besværlig opstart. Men nu kører det jo stabilt.”
Ud over pyrolyseanlægget er Vrejlev Biogas sammen med fire andre nordyske biogasselskaber, med i et projekt, hvor man vil fange, sejle og lagre mindst 100.000 tons CO2 om tre år via selskabet Biocarb Solutions.
