Direktør om brand og silo-kollaps: Det var et heftigt døgn

På under 24 timer styrtede en af Aarhus Proteins siloer sammen, mens en brand i en lagerbygning brød ud og beskadigede op mod 5.000 tons solsikkeskaller.
Foto: TV2 Østjylland
Foto: TV2 Østjylland

Et sted mellem 4-5.000 tons solsikkeskaller er gået tabt i branden, der fredag brød ud i Aarhus Proteins lagerbygning tæt på Randers.

Branden opstod mindre end et døgn efter, en af selskabets siloer fyldt med hestebønner kollapsede på havnen i Aarhus. Klaus G. Andersen, der er adm. direktør i Aarhus Protein, kalder det for voldsomt. 

”Det var et heftig døgn, og især torsdag, hvor siloen kollapsede og røgudviklingen begyndte i vores bygninger, var enormt travl. Der er ingen sammenhæng imellem de to ulykker, men tale om to, uafhængige men usædvanlige sammenfald,” siger han.

Virksomhed ramt to gange på et døgn: Brand i Aarhus Proteins lager ved Randers

I løbet af weekenden blev branden i Randers slukket, og selskabet har haft mulighed for at gøre omfanget af skaderne op.

”Vi har sorteret varelageret og kan konstatere, at branden har beskadiget stort set det hele. Nu skal vi se, om vi kan få afsat skallerne på anden vis,” siger direktøren.

Til hvem og til hvad, har direktøren ikke et bud på endnu. Men normalt bruges solsikkeskallerne til Aarhus Proteins egen produktion af plantebaserede proteiner til foderblandinger i landbruget. Det er ikke længere muligt på grund af brandskaderne.

Klaus G. Andersen er derfor på udkig efter solsikkeskaller, der kan erstatte det tabte.

”Vi skal ud og købe nye skaller ind på markedet. Det er en relativt mindre omkostning for os at skulle købe ind i dag end i efteråret, hvor priserne var langt højere. Set med de briller er det heldigt,” siger han uden at kunne komme det nærmere i kroner og ører.

Forsikring dækker

Direktøren forventer, at tabet i forbindelse med de to ulykker bliver dækket af Aarhus Proteins forsikringer. Hvor stort et økonomisk tab selskabet står over for, er endnu ikke opgjort.

Teorien om, hvad der har forårsaget branden er fortsat, at der er trængt vand ind i bygningen, som har skabt fugt og dermed varmeudvikling blandt solsikkeskallerne, fortæller Klaus G. Andersen.

”Forløbet herfra bliver, at vi skal i gang med at rydde op, og så går livet ellers videre. Vi skal have fyldt vores lager op igen og videre med produktionen,” siger han.

Aarhus Protein lejer sig ind i bygningerne på Kastrupvej, der brændte fredag. Ejerne er Fredensborg Korn- og Maskinanpartsselskab.

Silo fyldt med hestebønner kollapset på Aarhus Havn

Aarhus Protein blev stiftet i 2013 og beskæftiger omkring 30 medarbejdere. Aarhus Protein laver plantebaserede proteiner, der blandt andet indgår i foderblandinger til fisk og landbrugsdyr.

Virksomheden er ejet af Fredericia Shipping A/S og Copenhagen Merchants, der siden 1980’erne har leveret produkter og serviceydelser til den danske og internationale landbrugssektor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også