Fugleinfluenza fundet i dansk besætning

Omkring 60 stykker fjerkræ er ramt af fugleinfluenza i en mindre fjerkræbesætning ved Ramløse i Gribskov Kommune.
Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen.
”Det er tredje gang i år, at vi finder den dødelige og meget smitsomme H5N1 fugleinfluenza i en besætning. For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi nu i gang med at aflive dyrene,” fortæller veterinærchef i Fødevarestyrelsen,” udtaler Mette Kirkeskov Sie i en pressemeddelelse.
Tilbage i januar blev 15.000 kalkuner ved Skælskør og 50.000 høns ved Hedensted aflivet på grund af fugleinfluenza.
”Udbruddene viser, at sygdommen kan slå ned alle steder, og vi må igen understrege, at det er uhyre vigtigt, at alle, der har fugle, følger reglerne, og holder deres fjerkræ inde eller overdækket,” tilføjer hun.
Smitteudbruddet betyder, at Fødevarestyrelsen nu har oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning.
Fødevarestyrelsen forventer tidligst at kunne ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af ejendommen er afsluttet.
Relaterede artikler:
USA tester fugleinfluenza-vacciner
For abonnenter
EU strømliner regler for vaccine mod fugleinfluenza
For abonnenter