Ægbranche sendt til tælling af bytteforhold: "Mit dækningsbidrag er tæt på nul"

Danske ægproducenter er presset til det yderste, hvor prisen på æggene langt fra dækker omkostningerne. Selvom priserne stiger for forbrugeren, har det ikke givet udslag ude hos landmændene.
Foto: Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck

De danske ægproducenter gruer for de kommende foderkontrakter, som flere skal forny ved indgangen til efteråret.

Stigende omkostninger på særligt foder- og energidelen har skabt en regulær krise i ægsektoren, hvor producenterne gruer for fremtiden.

Det gælder blandt andet den økologiske ægproducent Robert Beck, der med sine 78.000 høns leverer til Danæg. Til september skal han tegne nye foderkontrakter, og her står bedriftens hovedomkostning til at stige med 35 pct. ifølge producenten selv.

”Mit dækningsbidrag bliver tæt på nul, og så har vi ikke til lønninger, energi, renter og afskrivninger. Det bliver til et kæmpe underskud med den nuværende notering,” siger Robert Beck.

Rundt regnet får Robert Beck omkring 1 kr. per æg, men skal der være penge til at dække de ovenstående udgiftsposter burde prisen være 25-35 pct. højere.

Ifølge AgriWatchs oplysninger var der i den forgangne uge møde mellem producenter på tværs af pakkerier, hvor den nuværende økonomiske situation blev drøftet.

Også hos Landbrug & Fødevarer ser sektorchef hos Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen, på den nuværende situation med stor alvor.

”Der er ingen tvivl om, at branchen er presset helt vildt i øjeblikket. De er meget nervøse for, hvor de foderpriser er henne efter høst. Det vil være helt afgørende for rentabiliteten i produktionen,” siger han.

For mange æg

Mens noteringen på oksekød og mælk har opnået rekordhøje prisniveauer, mens fjerkræ- og svinekødspriser samtidig er på vej op fra et kritisk niveau, så har det ikke været tilfældet for æg.

Noteringerne hos de tre store danske pakkerier Danæg, Dava og Dueholm har ikke rykket sig sønderligt, selvom omkostningerne ude på bedrifterne kun er gået én vej.

Ifølge Lars Poulsen, der er indehaver og adm. direktør for det økologiske pakkeri Dueholm er udfordringen mangfoldig, men skyldes mest af alt en nuværende overproduktion.

”Og lige så snart der er en overproduktion er det svært at hæve priserne,” siger Lars Poulsen, som bemærker, at pakkeriets notering blev hævet i begyndelsen af juli.

Både Lars Poulsen og Jørgen Nyberg Larsen pointerer, at selvom producenternes notering synes at stå i stampe, så er priserne ude i detailhandlen gået op.

”Jeg kan se, at i enhver tilbudsavis er æg på tilbud, og det har de været siden påske. Det vidner om, at der er overskud af lokale æg på det danske marked,” siger Jørgen Nyberg Larsen.

Dertil bemærker Lars Poulsen, at prisstigningerne ude i detail-leddet betyder, at forbrugerne ser bort fra de dyrere ægkategorier så som øko- og frilandsæg.

I årets første kvartal faldt den økologiske ægproduktion med over 8 pct. til 5,5 mio. kg ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer.

”Vi arbejder udelukkende med økologi, så vi bliver ekstra hårdt ramt. Det er altid topsegmentet, det går ud over i første omgang,” siger Lars Poulsen.

Modsat Dueholm sænkede Danæg i juli sin notering for frilandsæg og økologiske æg med henholdsvis 2,5 og 5 øre per æg.

AgriWatch har forsøgt at få en kommentar fra pakkeriets adm. direktør Anders Raskov Kodahl, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser. Heller ikke Dava Foods’ koncerndirektør Ivan Noes er vendt tilbage.

Mangel på æg i Europa

Modsat Danmark så er æggesituationen en helt anden i flere andre europæiske lande.

Store nationer som Spanien, Italien og Frankrig har oplevet historisk voldsomme udbrud af fugleinfluenza, der har ført til aflivningen af millionvis af blandt andet æglæggende høner.

Det har skabt en helt anden situationen end den, der ses i Danmark ifølge Jørgen Nyberg Larsen.

”Jeg hører fra mine franske kolleger, at der er en mangel på franske æg, for det er det, som de lokale forbrugere vil have. Det samme gør sig gældende i Spanien og Italien. Også i Polen ser situationen god ud for producenterne,” siger Jørgen Nyberg Larsen.

Ligesom de danske ægproducenter har finske og svenske producenter også været pressede af dårlige bytteforhold. For at støtte op om fjerkræproducenterne planlægges det i Sverige, at der uddeles omkring 9,5 kr. per æglæggende høne til producenterne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også