Mathias Broholm skulle være alt andet end landmand. Det vidste han med sikkerhed.

Planen var at tage til København og læse på Copenhagen Business School og finde sin retning et eller andet sted i storbyen. Tilværelsen derovre var også fin nok.

Alligevel står han i dag i gummistøvler blandt søer og smågrise kun få kilometer fra hans barndomshjem tæt på Frederikshavn.

”Det gav ikke mening for mig at stå op mandag morgen, da jeg boede i København. Jeg havde et fint arbejde, men jeg glædede mig ikke til det,” siger han.

”Jeg vidste bare ikke, at jeg ville være landmænd før sent i mit liv. Jeg altid sagt, at jeg ikke skal have noget med landbrug at gøre. Jeg gad ikke røre ved det, og syntes, det var kedeligt. Indtil jeg fandt ud af, hvad det egentlig er og kan.”

Mathias Broholm tog derfor en beslutning om at vende hjem fra hovedstaden efter et halvt år og flytte hjem på barndomsgården i Gærum i en alder af 22 år. Her blev han oplært af sin far, der dengang drev en svineproduktion med 400 søer og 11.000 slagtesvin.

Det blev starten for Mathias Broholm, der dog adskiller sig fra den klassiske landmand.

Han ser sig selv som lige dele landmand, lige dele forretningsmand og har fundet en anderledes vej ind i erhvervet. Han har med andres ord ”disruptet” det at drive landbrug.

I dag driver den 33-årige landmand 1600 søer fordelt på to ejendomme og kører en 7-kilo produktion i samarbejde med sin kompagnon fra landbrugsskolen.

Sammen driver de to ejendomme i et Aps og har gjort det siden 2018. Modsat mange andre landmænd er de gået i gang uden at kradse en stor gæld til sig.

Mathias Broholm har nemlig nul hektar jord, og det er lige, som det skal være, ifølge ham.

”Det gør, at jeg ingen gæld har i jord, kun i den her ejendom, men ikke mere end folk har i et almindeligt parcelhus. Det svarer til et et-cifret millionbeløb,” siger han og forklarer:

”En hvilken som helst anden landmand med 1600 søer har formentlig også 3-400 hektar til, og så løber det stærkt, for så taler vi 50-80 mio. kr. i gæld, og det gider jeg ikke.”

I gang for få penge

Første ejendom købte kompagnonen i 2016 som konkursbo og har drevet den siden 2018. Der var både land og grise med, som vennen købte for at drive jorden, mens Mathias Broholm overtog arbejdet med grisene.

”Vi supplerer hinanden rigtig godt, for han har ikke forstand på grise, og jeg gider ikke drive jord. Så det var en mulighed for mig at få en relativ stor produktion ret hurtigt og ret billigt, fordi jeg ikke skulle ud og betale for en ejendom,” siger han.

Den anden ejendom købte Mathias Broholm i december 2020.

”Den kom jeg forbi og tænkte, ”det er da godt nok noget gammelt lort, lad os se, om vi kan få noget godt ud af det,” og så renoverede vi for anden gang en forladt ejendom og fik det kørt op til en rigtig fornuftig produktion,” siger han.

I dag ejer kammeraten den første ejendom og Mathias Broholm den anden. Deres fælles selskab Nybroe ApS, lejer begge ejendomme af dem hver især, mens de ejer dyr, fod og løsøre i selskabet.

”Vi er egentlig bare som en anden produktionsvirksomhed. Vi har lejet nogle lokaler, og købt nogle dyr, som vi putter i staldene, og så har vi ansat nogle mennesker til at passe dem og nogle siloer til foder - og så er det jo egentligt det. Vi kunne lige så godt producere papkasser,” siger Mathias Broholm.

Mathias Broholm bor midt imellem de ejendomme, og uanset om han drejer til venstre eller højre for enden af indkørslen, har han tyve minutter til hver bedrift. Et atypisk valg, erkender han. Men det kendetegner hans måde at være landmand på.

I modsætning til sin bror - der har overtaget forældrenes gård og er mere traditionel landmand i den forstand, at han har overtaget en gård i drift med noget jord - har det aldrig været en drøm for Mathias Broholm.

”Aldrig. Det har aldrig sagt mig noget. Der er jeg er meget atypisk, fordi jeg ikke gider passe jord. Jeg vil kun have svin, så vi har aldrig skændtes om familiegården,” siger han.

Der er ingen stor gæld hæftet til deres foretagende, udover de penge der er smidt i renovering og dyr, fordi ejendomme har været forladte og nedslidte. Derfor har de ikke kostet mere end et billigt hus.

”Det, der har tiltalt os, er netop at komme i gang uden en stor gæld. Med det her set-up kunne vi starte en produktion for få penge. Det siger sig selv, at hvis vi havde haft 2-3-400 hektar til ejendommen, så havde det været noget helt andet,” siger han.

Sårbar uden jord

De to partnere har ingen realkreditfinansering, men ren bankfinansering hos Nykredit. Her har de lån til fast rente, der dog lige er steget, men som de ellers er tilfreds med.

”Vi har lige bedt om flere penge, nu hvor det er krisetider, og så stiger renten. Sådan er det. Er det uretfærdigt? Nej, det er det ikke. Vores engagement hos dem bliver mere sårbar, og det koster penge. Men vi vil helst have ingen gæld, så vi vil gerne have barberet den af igen,” siger han.

”Det bliver så bare ikke lige nu, der kommer lige til at gå lidt tid...”

Mathias Broholm er ikke bange for at forrente gæld, men forklarer, at han hellere vil placere sin penge i grise end i jord, for det er der, han vurderer, han kan skabe det største afkast over tid.

Men det gør ham også mere sårbar, når det gælder foder, siden han ikke har planteavl.

”Det er ren færdigfoder, vi køber. I en tid som lige nu, er det noget skidt, for det er rigtig dyrt, og vores gode kontrakter er løbet ud. Men hvis vi ser over den fire-årige periode, vi har været i gang, har det været en rigtig god ide at gøre det sådan,” siger han.

Siden marts er der kommet 70 pct. oveni den pris, de betaler for foder. Dagen inden Rusland gik ind i Ukraine, fik Mathias Broholm og hans partner priser på foder - men dem nåede de aldrig at skrive under på til deres store ærgrelse i dag.

”Det har vi tabt rigtig, rigtig mange penge på. Men sådan er det,” siger han.

”Vi er ærlige og åbne om, at vi tjener ingen penge lige nu, men taber penge. Vi tager penge med på arbejde, og det har vi gjort siden februar-marts.”

Det skyldes også, at svinenoteringen i lang tid har ligget usædvanlig lavt, og derfor har de fået nogle økonomiske tæv på det seneste, fordi der er ubalance mellem udgifter og indtægter, ifølge Mathias Broholm.

”Men! Hvis det vender, ser det også noget anderledes ud - eller når det vender. For hvis vi ikke troede på, at det gjorde det, havde vi ikke fortsat. Så havde vi fundet på noget andet at lave.”

De to partnere tror på, at der en fremtid i at drive dansk svineproduktion.

”Selvom jeg indrømmer blankt, at der har været dage i det seneste halve år, hvor jeg har tænkt, ”er der det?”,” tilføjer Mathias Broholm.

Han mener, det er enormt vigtigt at have huske på de kurver, der viser, at det går op og ned hele tiden. Det er et vilkår for at have en svineproduktion, fastslår han.

”Det er en slags naturlov, vi henholder os til. Når jeg kigger på den voldsomme produktionsnedgang i hele verden, så alt andet lige, hvis udbuddet går ned, skal der nok også komme en prisstigning,” siger han.

Midt i høje foderpriser og en lav svinenotering, blev den ene besætningen ramt af et sygdomsudbrud med PRS.

”Vi havde faste aftagere på alle vores grise, men så røg 40 pct. af vores faste kontrakter og vi skulle ud og sælge på det frie marked - og det har ikke været sjovt de sidste 7-8 måneder. Så vi har fået nogle tæv,” siger han.

Derfor lejede han to stalde, hvor de kørte produktionen videre som 30 kilo-producenter. Herfra blev grisene kørt til Polen.

”Det var ikke min drøm at sælge grise til polen eller være griseeksportør - men dengang var det de muliges kunst som markedet var,” siger han.

I dag har Mathias Broholm igen indgået faste kontrakter med tre danske landmænd, hvor de fra uge 38 har afsat grisene til opfedning og slagt på danske slagterier.

Klart mål om at vokse

Ambitionen er at blive større. Lige nu er drømmene om at udvide med flere bedrifter dog sat på pause.

Markedssituationen gør, at alt foksus er på at overleve, så planerne er lagt i skuffen, fortæller Mathias Broholm.

”Men vi skal klart have flere gårde. Jeg tror ikke, jeg har en øvre grænse for, hvor mange vi skal have, eller hvor stort vores foretagende skal blive. Men jeg er pindedød bevidst om, at der er forskellige etaper i sådan noget her. Lige nu handler det om at overleve den krise, vi står i. Når det bliver hverdag og sjovt igen, så kan vi begynde at drømme igen,” siger han.

”Men selvfølgelig skal vi være større.”

Der er ikke noget mål for, hvad deres ambitioner rækker til.

”Der er ikke x-antal søer eller ejendomme, for hvad så når jeg er - hvad skal jeg så? Skal jeg så bare sige, at ”det var det”. Jeg kommer aldrig til at stå stille på den måde. Det er ikke sådan jeg er. Der skal være noget at udvikle på,” siger han.

Ambitionerne er at få flere med, hvis der er nogen, der vil med. Mathias Broholm er bevidst om, at hvis deres forretning skal blive ved med at vækste, skal der flere med i deres ”show”.

Det kan være investorer, det kan også være en ansat, der siger, han gerne vil købe fem procent af det her og så drive en ejendom.

”Eller hvis en ung landmand kommer og siger, at han har en ejendom, vi kan køre ind i det koncept, vi har og har bevist fungerer - så kan det da godt være,” eksemplificerer han.

Gnisten til at udvikle og vækste, placerer derfor Mathias Broholm i feltet mellem at være landmand og forretningsmand.

Han ved heller ikke, hvad han opfatter sig selv som. Det er et svar, han ikke kan give.

”Den diskussion har jeg lidt med mig selv endnu. Det der foregår ude i stalden, er det, jeg er rundet af, og det, jeg synes, er hammerinteressant. Hvorimod den anden del, forretningsdelen, også er mega spændende. Men det var det andet, jeg startede med.”

”Jeg kommer i min stalde seks dage om ugen og elsker det. Samtidig vil jeg gerne tro, at jeg er forretningsmand, men jeg driver det på baggrund af noget, jeg er faglig dygtig til og synes er sjovt.”

Det der gør, at han ikke udelukkende er forretningsmand, er, at hans passion ligger hos grisene. Mathias Broholm tror ikke, han kunne være forretningsmand med et andet produkt.

”Så ville jeg heller ikke gå lige så meget op i det. Jeg ville ikke kunne drive en produktionsvirksomhed med papkasser, for så ville jeg have lyst til at lukke fabrikken kl. 15 og så holde weekend. Det har jeg ikke lyst til her,” siger han.

Så selvom de får tæsk lige nu, og det gør ondt at være svineproducent uden en god og fast foderkontrakt, har Mathias Broholm alligevel lyst til at ligge 80 arbejdstimer om ugen.

”For et halvt år siden, kunne jeg ærligt sige, at jeg aldrig nogensinde er stået op en morgen og været træt af at skulle i mine gummistøvler. Aldrig.”

”Men jeg vil godt indrømme, at der har været nogle få dage det seneste halv år, hvor jeg har tænkt ”puh”, men lige så snart, jeg er kommet i de gummistøvler, så lever jeg igen. Så giver det hele mening.”