Nordjysk svineproducent taber sag i landsretten

Vestre Landsret frikender Miljø- og Fødevareklagenævnet i retssag om restlevetid på husdyrsbedrifter. Landbrug & Fødevarer kalder det en principsag.
"Det er dybt beklageligt, at Landsretten ikke har givet os medhold,” siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer. | Foto: Torben Worsøe
"Det er dybt beklageligt, at Landsretten ikke har givet os medhold,” siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer. | Foto: Torben Worsøe

Vestre Landsret fastslog tirsdag, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde vurderingen på plads, da de udmålte restlevetiden på et år for svineproducent Steen Christensen.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. Organisationen står bag stævningen af Miljø- og Fødevareklagenævnet, fordi de ikke mente, at lovgivning eller bekendtgørelser er klare på det her område.

”Vi ved, at den konkrete sag har principiel betydning for mange landmænd og dermed vores medlemmer, og derfor var det helt afgørende for os i L&F at køre denne principsag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er dybt beklageligt, at Landsretten ikke har givet os medhold,” siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer, i meddelelsen.

Steen Christensen, svineproducenten, sagen handler om, er skuffet over afgørelsen og mener, at reglerne rammer urimeligt.

”Jeg er klar til at tage sagen til Højesteret, hvis Landbrug & Fødevarer vurderer, at det giver mening,” siger han i pressemeddelelsen.

Baggrunden for sagen er, at Aalborg Kommune tilbage i 2019 traf en afgørelse om, at Steen Christensens ejendom med 4600 slagtegrise skulle leve op til de skærpede krav i 2030.

Men i december 2020 omgjorde Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen, således at Steen Christensen nu kun havde et år til at opfylde kravene om ammoniakudledning. Det har ført til, at svinebonden har lukket sin produktion.

”Det er næppe lovgivers ønske at lukke et velfungerende brug, der netop er blevet vedligeholdt. Der skal foretages en individuel bedømmelse, og det er påfaldende, at den her falder ud til en afgørelse om, at ejendommen lukkes på et år. Selvom ammoniakreguleringen er skærpet, er denne retstilstand juridisk vidtgående,” siger Charlotte Lynæs, der er chefjurist i Landbrug & Fødevarer.

Hvorvidt Landbrug & Fødevarer ønsker at anke sagen til Højesteret er endnu uvist.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også