Krigen i Ukraine giver panderynker i danske svinestalde

Næsten halvdelen af de ukrainere, der befinder sig i Danmark, er ansat inden for land- og skovbruget.
Foto: Peter Høyer
Foto: Peter Høyer
AF RITZAU

En stor del af de ukrainere, der befinder sig i Danmark, er ansat inden for landbrug og skovbrug.

Det gælder 6138 ukrainere - næsten halvdelen af de 13.000 ukrainere, som opholder sig i Danmark.

De arbejder blandt andet som fodermestre og medhjælpere på gårde, især i Vestdanmark.

Situationen i hjemlandet påvirker dem meget, forklarer formand for Danske Svineproducenter Jeppe Bloch Nielsen.

”Det fylder alt lige nu. Langt de fleste landmænd har ukrainere ansat. Vi snakker om mennesker, der er helt ude af den. Det kan ikke undgå andet end at påvirke os helt vildt,” siger han.

I hans egen svineproduktion på gården i Vejen har han ansat syv medarbejdere med ukrainsk baggrund.

”De plejer at have gnist i øjnene og et smil på læben, når jeg ser dem. Men sådan er det ikke lige nu.”

”De har hovedet et helt andet sted, og det er fuldt forståeligt,” siger Jeppe Bloch Nielsen.

Han har tilbudt de ukrainske medarbejdere at hjælpe med at huse familiemedlemmer, der måtte være interesseret i at komme til Danmark.

Det samme har mange andre landmandskolleger ifølge Jeppe Bloch Nielsen gjort over for deres ansatte fra Ukraine.

Ingen af de fem ukrainske mænd og to kvinder, som svineformanden har ansat, har ønsket at drage tilbage til deres hjemland i den nuværende situation.

”De ukrainere, jeg har ansat, har fået at vide af deres familier i Ukraine, at det er bedst, de bare bliver i Danmark,” siger Jeppe Bloch Nielsen.

Det er ifølge svineproducenternes formand vigtigt at tage snakken med ukrainerne.

”Vi bruger meget tid på at snakke med medarbejderne og sørger for at være mere synlige end ellers.”

”Men ellers er det svært at være arbejdsgiver i den her situation. For der er ikke noget, vi kan gøre for at mildne situationen lige nu - udover at være overbærende og tilbyde at hjælpe, så godt vi kan,” siger Jeppe Bloch Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også