Holch Povlsen-familie lægger op til køb af landbrugsejendom

Et opkøb af en endnu unavngiven jordbrugsejendom er under opsejling for Holch Povlsen-familien.
Således har herregården Constantinsborg oprettet et aktieselskab med det for øje at købe en jordbrugsejendom. Det bekræfter Lise Kaae, adm. direktør for Bestseller-koncernens moderselskab Heartland over for AgriWatch.
Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!
Constantinsborg består af 228 hektar landbrugsjord og 188 hektar skov. Det nye datterselskab til Constantinsborg er navngivet "Aktieselskabet af 5.11.2020", hvor Anders Holch-Povlsen er at finde i direktionen.
Ifølge erhvervsregistret vil det nystiftede selskab drive planteavl.
Det er endnu ikke muligt at få yderligere informationer oplyst om stiftelsen, siger Lise Kaae.
Heartland varetager Bestseller-direktøren Anders Holch Povlsens investeringer, der blandt andet udgøres af det slovakiske landbrug Donau Agro, som Heartland ejer 45 pct. af.
I september afslørede Anders Holch Povlsen, at han gennem Heartland vil opføre en solcellepark på 200 hektar landbrugsjord ved Holstebro til en værdi af over 500 mio. kr.
Udover Constantinsborg er Anders Holch Povlsen blandt andet formand for godset Gyllingnæs, som ejes af Merete Bech Povlsen.
Constantinsborg kan spores tilbage til 1400-tallet og har tilhørt Holch Povlsen-familien siden 1999.