Ansatte evakueres efter formodet ammoniakudslip på kyllingefabrik
Der har tidligt mandag morgen været et udslip af ammoniak på kyllingefabrikken Danpo i den nordjyske by Aars.
Det skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.
Ammoniakken har sivet fra en tank på stedet.
Udslippet blev anmeldt klokken 05.15, skriver politiet på X.
Til DR siger vagtchef ved politiet René Kortegaard, at tre personer behandles for vejrtrækningsproblemer på stedet. De resterende 47 ansatte er blevet evakueret.
Vagtchefen siger til mediet, at ammoniakudslippet ikke er til fare for borgerne i byen. Men i de kommende timer vil beredskab, politi og brandbiler være på stedet.
TV 2 Nord har talt med en anden af politiets vagtchefer, Karsten Højrup Kristensen, som siger, at der er tale om et formodet udslip.
Han fortæller, at brandvæsenets målinger ikke har vist ammoniak i luften.
Først blev der opsat en lang sikkerhedsafstand på flere hundrede meter. Den er nu nede på 50 meter, da målingerne ikke har vist noget udslip, skriver mediet.
”Tre personer har formentlig været udsat for ammoniak, men vi kan ikke sige det med 100 pct. sikkerhed,” siger Karsten Højrup Kristensen til TV 2 Nord.
Kl. 0515 blev der anmeldt et udslip af ammoniak fra Dan Po Kylling Vestre, Skovvej i Aars. Det viste sig at der har været en sivning af Ammoniak fra en tank på stedet. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) April 8, 2024
Relaterede artikler
Kyllingekoncern deler dividenden op
For abonnenter
Svensk Danpo-ejer fordobler resultatet
For abonnenter