Britisk økonomi var i teknisk recession i anden halvdel af 2023

Nye tal viser, at den britiske økonomi i løbet af andet halvår af 2023 var i teknisk recession.
Foto: Pool
Foto: Pool
Af Marketwire

Den britiske økonomi var i teknisk recession i andet halvår af 2023.

Det står klart torsdag morgen, efter at der er offentliggjort tal for BNP-væksten i fjerde kvartal, der viser, at Storbritanniens økonomi svandt mere ind i årets sidste kvartal end ventet.

Storbritannien oplevede i fjerde kvartal en tilbagegang i BNP-væksten på 0,3 pct. på kvartalsbasis, mens der ifølge Bloomberg News var ventet en afmatning på 0,1 pct.

På årsbasis var der også tale om tilbagegang, hvor der ellers var ventet en vækst på 0,1 pct. Økonomien bakkede 0,2 pct. sammenlignet med fjerde kvartal af 2022.

En teknisk recession er defineret som to kvartaler i træk med vigende økonomisk vækst. I tredje kvartal bakkede økonomien 0,1 pct.

Selv om en recession forbindes med noget negativt, bør man ikke tillægge den økonomiske tilbagegang for stor værdi, vurderer Sydbank.

”Normalt forbinder man en recession med et større tilbageslag i væksten, der også rammer blandt andet arbejdsmarkedet. Det britiske arbejdsmarked er fortsat stærkt, og derfor må man heller ikke overfortolke betydningen af de seneste to kvartaler med negativ økonomisk vækst,” skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Selv om økonomien viser tilbagegang, bør briterne ikke sætte næsen alt for højt op efter snarlige rentenedsættelser, fortsætter han.

Inflationen i Storbritannien er nemlig fortsat høj. Onsdag viste friske tal, at inflationen i januar var 4,0 pct. Her var ellers ventet en stigning til 4,1 pct.

Det er dog stadig et stykke over målsætningen i den britiske centralbank, Bank of England, påpeger seniorøkonomen.

”Derfor vil Bank of England højst sandsynligt holde renten på et højt niveau i den kommende tid. Vi vurderer, at renten kan blive sænket omkring sommeren efter i alt 14 renteforhøjelser.”

Renten i Storbritannien er aktuelt 5,25 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også