Børsnoteret mejerileverandør nedjusterer forventninger til 2023
Den danske børsnoterede leverandør til mejerier, Q-Interline, skruer ned for forventningerne til både omsætning og indtjening.
Det fremgår af en børsmeddelelse.
Selskabet forventer nu en omsætning på mellem 31,5 mio. kr. og 32,5 mio. kr, hvor forventningen tidligere lød på 38-43 mio. kr. Resultatet af den primære drift forventes at ende på et minus på mellem 9 og 10 mio. kr. Før forventede selskabet et underskud på 3,5 mio. kr. til et rundt nul.
Nedjusteringen sker som følge af, at en række demo-projekter er gået langsommere end forventet.
”Navnlig på de nye markeder har beslutningsprocessen været længere end forventet. Af det rekordhøje antal demo-projekter i andet halvår var det således forventet, at ni af disse skulle være afsluttet inden udgangen af 2023, hvoraf et projekt blev afsluttet,” skriver Q-Interline.
Samtidig er et samarbejde med en af verdens største mejerikoncerner blevet udskudt til 2024, lyder det.