Biogassektoren konsoliderer sig: Anlæg samles på få hænder

Alene i år har fem store anlæg fået nye ejere, og i 2022 kulminerede udviklingen på biogas-scenen med Shells milliardopkøb af biogaskoncernen Nature Energy. 
De danske biogasanlæg bliver koncentreret på få ejere. | Foto: Bernd Weibrod/AP/Ritzau Scanpix
De danske biogasanlæg bliver koncentreret på få ejere. | Foto: Bernd Weibrod/AP/Ritzau Scanpix

De fire aktører Bigadan, Biocirc, Nature Energy og DBC dominerer biogas-produktionen herhjemme efter en årrække med stor konsolidering på markedet, hvor især Biocirc og DBC har købt sig til stadigt større markedsandele. 

Ud af 50 biogasanlæg med tilknytning til landbrugssektoren, som har en betydelig produktion af gas, har halvdelen skiftet hænder eller fået nye medejere siden 2001. De 25 handlede anlæg producerer tilsammen hundredvis af millioner af kubikmeter gas. 

Alene det seneste er har fem anlæg fået en af de fire biogasinvestorer ind i ejerkredsen, og hele Nature Energy-koncernen skiftede i december 2022 hænder, da energigiganten Shell i et spektakulært opkøb gav over 14 mia. kr. for den fynske energikoncern. 

Også Biocirc, der kun har været i markedet i få år, har med raketfart cementeret sin position i branchen ved at investere over to mia. kr. 

Biogas er nu ”et investeringsobjekt” som sol- og vindenergi

Det er en myriade af faktorer, der driver konsolideringen på markedet, mener Frank Rosager, der gennem sin post som adm. direktør i brancheforeningen Biogas Danmark har fulgt udviklingen tæt. Frank Rosager understreger, at han i denne sammenhæng udtaler sig som privatperson med kendskab til branchen. 

(Artiklen fortsætter under grafikken)

En tungtvejende faktor bag konsolideringen er den professionalisering, sektoren har gennemgået, og som f.eks. har manet bekymringer om biogasproduktionens grønne potentiale i jorden.

”Biogas er blevet professionelle projekter, så usikkerheden omkring, hvorvidt det virker eller ikke virker, er helt væk. Nu er det blevet et investeringsobjekt på linje med sol og vind,” siger Frank Rosager. 

Det betyder også, at selvom det generelle renteniveau er steget, er det blevet billigere at finansiere investeringer i biogasanlæg i takt med, at risikoen er faldet, fortæller han. 

Samtidig bringer professionaliseringen af sektoren en række andre fordele. Det gælder naturligvis på drifts- og salgssiden, mens konsolideringen, der hænger tæt sammen med professionaliseringen, også skaber stordriftsfordele for biogaskoncernerne. 

Tænketank: Grønne aktiver vigtige for investorer

Finn Lauritzen, seniorkonsulent hos tænketanken Axcelfuture, mener, at stordriftsfordele er én af de drivende kræfter bag konsolideringen på biogasmarkedet.

”Der er et behov (for stordriftsfordele, red), for vi er på vej hen mod, at biogasproduktionen bliver støttefri. Det er den politiske linje, og der bliver stordriftsfordelene nødvendige — både teknisk, økonomisk og i forhold til aftalerne med leverandørerne,” siger han. 

En anden iøjnefaldende drivkraft er investorernes behov for at finde grønne investeringer. Det var bl.a. tilfældet med Shells milliardopkøb af Nature Energy sidste år, mener Finn Lauritzen.

”Beløbet var en overraskelse for mange af os, der følger med. Det er jo godt gået af ejerne, og der er intet forkert i det, men det viser også, at en virksomhed som Shell er nødt til at få nogle grønne aktiver på balancen af hensyn til sit brand og den langsigtede finansiering,” siger han. 

En grønnere profil kan komme Shell til gavn, når virksomheden skal finansiere sine fremtidige investeringer og opkøb. 

”Hvis Shell skal forblive en attraktiv aktie for f.eks. pensionskasser, så er Shells aktivmasse nødt til at blive grønnere. Derfor er det en gevinst for Shell at få et aktiv som Nature Energy,” siger Finn Lauritzen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også