Hartmann har fejlagtigt anbefalet aktionærer at sige ja til Thornico-bud

Fejlen blev opdaget sidste uge og er blevet rettet. 
Torben Rosenkrantz-Theil har været adm. direktør i Brdr. Hartmann siden 2018. | Foto: Gregers Tycho
Torben Rosenkrantz-Theil har været adm. direktør i Brdr. Hartmann siden 2018. | Foto: Gregers Tycho
AF MARKETWIRE

Hartmann har ved en fejl anbefalet selskabets aktionærer at takke ”ja” til det købstilbud, storaktionæren Thornico smed på bordet for knap to uger siden.

I virkeligheden ønsker Hartmann at forholde sig neutralt, og det er en ”beklagelig menneskelig fejl”, der er skyld i den forkerte anbefaling.

Det fremgår af en børsmeddelelse fra selskabet, der er udsendt mandag aften.

Fejlen findes i det materiale, der er udsendt til selskabets aktionærer i forbindelse med indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling, der afholdes 16. oktober, og hvor investorerne skal tage stilling til det aktuelle købstilbud. Den har også været at finde på selskabets investorportal.

Her fremgik det, at bestyrelsen var ”for” tilbuddet om at sælge aktierne og afnotere selskabet. I virkeligheden skulle anbefalingen fra bestyrelsen lyde ”abstain”, der betyder, at de afholder sig fra at have en holdning.

Fejlen blev ifølge selskabet fundet fredag i sidste uge, 29. september, og er herefter blevet rettet.

Ifølge Hartmann vurderes fejlen ikke at have betydning for den kommende afstemning eller afgivelse af fuldmagter til bestyrelsen, skriver selskabet i meddelelsen.

Thornico sidder på størstedelen af aktierne i Hartmann og ønsker en afnotering af selskabet. Derfor sendte selskabet for knap to uger siden et købstilbud på 300 kr. per aktie i æggebakkeproducenten. Buddet var 1 kr. under den daværende lukkekurs på 301 kr.

Buddet er dog indtil videre blevet mødt med modstand, heriblandt fra Dansk Aktionærforening, der i sidste uge kunne oplyse, at de er lykkedes med at samle mere end 425 private aktionærer, som er er utilfredse med majoritetsaktionærens planer.

Hvor store ejerandele, aktionærerne har, er Dansk Aktionærforening stadig ved at få overblik over, oplyste foreningen ved samme lejlighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også