Enige analytikere: Gode udsigter for dansk smågriseeksport til Tyskland

Stigende krav til tysk egenproduktion betyder, at mange tyske svineproducenter forventer at stoppe i den nærmeste fremtid. 
Dr. Albert Hortmann-Scholten, direktør i omsætterorganisationen VEZG. | Foto: Casper Nørregaard
Dr. Albert Hortmann-Scholten, direktør i omsætterorganisationen VEZG. | Foto: Casper Nørregaard

De danske smågriseproducenter har i år haft kronede dage, selvom Tyskland, der er den suverænt største aftager af danske eksportgrise, har iværksat en række initiativer, der potentielt kan besværliggøre eksporten. 

Alligevel er to markedsanalytikere nogenlunde enige: Der er stadig plads til de danske grise fremover. 

Sådan lød konklusionen på Danske Svineproducenters årlige bankseminar i Fredericia tirsdag. 

For selv om antallet af slagtninger i Tyskland, som i resten af Europa, har oplevet et betydeligt fald, er den tyske sobestand faldet endnu mere

”Antallet af søer har ikke været lavere siden Anden Verdenskrig,” sagde Albert Hortmann-Scholten, direktør for omsætterorganisationen VEZG. 

Det lave udbud af svin på tværs af kontinentet har ført til rekordhøje priser, ikke mindst i Tyskland, hvorfor der i en periode har været markant flere penge i at eksportere smågrise frem for selv at opfede dem og sende dem til slagtning på et af de danske slagterier.

Smågriseprisen tager endnu et dyk

Selvom smågriseprisen igennem de seneste uger har taget nogle dyk, er den fortsat høj nok til at presse de danske slagterier – anført af markedslederen Danish Crown – på konkurrenceevnen, og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt, lyder analysen. 

Strammere velfærdskrav

Det skyldes især, at en række kommende lovkrav presser de tyske producenters investeringslyst. 

I 2026 skal de tyske svineavlere være klar med planer for, hvordan de vil imødekomme en række nye velfærdskrav, hvis de skal kunne producere grise fremover. Kravene omfatter bl.a. bedre plads til søerne og en række tiltag, der tæller alt fra bedre lyssætning i staldende til anderledes drikke-muligheder for grisene. Alt skal være endeligt implementeret i 2036. 

Og det er dyrt, hvis alle de nødvendige tiltag skal implementeres i de tyske sohold, mener VEZG-direktøren.

”Selv de gode priser er ikke nok til at animere tyskerne til at bygge nyt, for de lovgivningsmæssige stramninger vil være stærke, især for soholdene,” forklarede Albert Hortmann-Scholten. 

Kritik af tysk dyrevelfærdsmærke: Risikerer at forvride markedet

Det er Danske Svineproducenters egen markedsanalytiker, Markus Fiebelkorn, enig i. 

”Det ligger i kortene at flere og flere smågriseproducenter (i Tyskland, red.) vil stoppe de næste ti år,” sagde han. 

Der henvises til en nylig undersøgelse i det tyske medie Topagrar der viser, at ca. halvdelen af de adspurgte svineproducenter regner med at forlade branchen, når de nye krav indtræder. Det vides dog ikke, hvordan det kommer til at påvirke den samlede produktion. 

Tyskerne har iværksat en række initiativer for at imødekomme udfordringen med strammere velfærdskrav – ikke mindst forsøget på at øge værdien af tyske grise i de tyske forbrugeres øjne gennem den såkaldte 5D-ordning. 

Igennem ordningen kan grisene sælges til højere priser hvis de er født, opvokset, opfedet, slagtet og forarbejdet i Tyskland. 

Alt i alt er en række tiltag på plads, der kan få betydning for den danske smågriseeksport, men alligevel er Danske Svineproducenters markedsanalytiker klar i sin prognose. Med det forventede fald i produktionen, er der ingen umiddelbar udsigt til, at Tysklands efterspørgsel på smågrise falder — tværtimod forventer han, at Tyskland vil få svært ved at skaffe de efterspurgte grise. 

”Der er stadig gode muligheder for smågriseeksport,” fastslog Markus Fiebelkorn. 

Dyrevelfærd højt på dagsordenen

Albert Hortmann-Scholten mener, at de stigende velfærdskrav kan blive en udfordring for danske producenter, hvis de tyske forbrugere kan rykkes betydeligt, for de danske grise kan ikke leve op til 5D-ordningens krav.

I første omgang er det dog kun enkelte detailkæder, der fører an i kampagnen. 

Ud over 5D-ordningen gør Tyskland også et forsøg med en mærkningsordning i fire kategorier, der skal sikre at forbrugerne kan vælge kød baseret på, hvor højt produktionen scorer på dyrevelfærd. 

”Men 50 pct. af forbruget ligger stadigvæk i den laveste kategori (for dyrevelfærd, red.) og 45 pct. i den næstehøjeste. Det betyder, at der er fem pct. tilbage til de to højeste kategorier,” sagde Albert Hortmann-Scholten. 

Westfleisch øger sin andel af faldende marked

Ud over de mange tiltag, er forbruget af svinekød helt generelt faldende i Tyskland. Forbruget i 2022 alene faldt med ca. ti pct. ifølge slagteriet Westfleisch. 

”Det er trist, at forbruget af svinekød i Tyskland falder så drastisk. Én af grundene er den meget intensive diskussion om dyrevelfærd og -beskyttelse,” sagde Albert Hortmann-Scholten. 

Det udgør i sig selv en risiko for eksportørerne herhjemme, men på trods af de nævnte faktorer, ser det stadig lyst ud for danske eksportører, for faldet i den tyske produktion står til at blive større endnu. 

”Jeg forventer en stabil import fra Danmark fremadrettet,” sagde Albert Hortmann-Scholten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også