Danske prisstigninger er de næstlaveste i EU

I nogle lande har inflationen rykket ved priserne med næsten 30 pct., skriver Børsen.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Marketwire

I de to år, inflationskrisen har varet, er de danske forbrugerpriser steget med 12 pct. Det er det næstlaveste i EU, hvor kun Luxembourg har oplevet en mindre stigning.

Det viser tal, som erhvervsavisen Børsen har bedt Danske Bank om at beregne.

Tallene står i kontrast til vores nabolande Tyskland og Sverige, hvor forbrugerpriserne er steget henholdsvis 15,6 og 15,7 pct. Langt grellere har stigningen været i Østeuropa, hvor den i Polen, Tjekket og de baltiske lande er tæt på 30 pct.

”Når de danske tal er relativt pæne, hænger det blandt andet sammen med, at vi ikke er så afhængige af gas til opvarmning som mange andre lande. Desuden er faldet i markedsprisen på gas slået meget mere igennem på forbrugerpriserne i Danmark end mange steder længere mod syd,” siger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, til Børsen.

Inden man begynder at læne sig tilbage og nyde, at prisstigningerne i Danmark ikke har været så voldsomme som i resten af EU, skal man huske at se forbrugerprisstigningerne i sammenhæng med lønstigningerne i samme periode, mener cheføkonomen.

”Det er slemt nok endda, også i Danmark. I perioden er lønningerne steget med 6,9 pct. på det private arbejdsmarked, så de er altså slet ikke fulgt med priserne,” siger Las Olsen til avisen.

Den forringede købekraft hos danskerne har givet sig udtryk i, at discountkæderne har vundet markedsandele. Der er dog stadig gang i forbruget på oplevelser, kultur og restauranter, hvilket ifølge cheføkonom hos Dansk Erhverv Tore Stramer tyder på, at en del danskere har et privatøkonomisk råderum, de kan trække på under den høje inflation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også