Kurt Skare fik ikke medhold i millionkrav: Helt ny advokat udpeget til at rydde op i kødkoncerns holdingselskab

Endnu et kapitel i striden mellem ejerleder Kurt Skare og de indsatte konkurs-advokater om kontrollen med kød-koncernens mange selskaber og millioner. Nu træder ny advokat ind på scenen.
Henrik Sjørslev skal som en anden "dyden i midten" afvikle aktiver og passiver i konkursboet Kurt Skare Holding. Her er både de underliggende driftsselskaber og også Kurt og Gitte Skare kreditorer. | Foto: Sofia Busk
Henrik Sjørslev skal som en anden "dyden i midten" afvikle aktiver og passiver i konkursboet Kurt Skare Holding. Her er både de underliggende driftsselskaber og også Kurt og Gitte Skare kreditorer. | Foto: Sofia Busk

Magtkampen om den kollapsede Vejen-kødkoncern Skare fortsætter med ufortrøden styrke.

Onsdag faldt der kendelse i endnu en del af føljetonen, hvor den tidligere ejerleder Kurt Skare med talrige greb forsøger at fastholde mest mulig kontrol og indflydelse over resterne af sit livsværk. 

En kamp han udkæmper direkte op mod de af retten indsatte advokater, Kammeradvokatens Boris Frederiksen og Corna Levin Munch fra Kirk Larsen Ascanius. De er hyret på kreditorernes vegne, altså kunder, banker og andre kreditorer, herunder også staten, til som kuratorer at afvikle konkursboerne og hvad den tidligere milliardkoncern havde af aktiver.

I kendelsen denne uge blev endnu en advokat så sendt ind på banen af retten. For Skifteretten i Esbjerg fandt ganske enkelt, at der var behov for en uvildig advokat til at se på konkursen i Kurt Skare Holding Aps. 

Det fremgår af en aktindsigt i kendelsen, som AgriWatch har fået.

Selskabet blev nemlig - mod Kurt Skares ønske - taget under konkurs, fremgår det af aktindsigten.

Imidlertid skal Boris Frederiksen og Corna Levin Munch ikke tage styringen på dette selskab også, selv om det er under samme koncern, som de knap ti selskaber, de er indsat til at afvikle.

Valget til at vurdere aktiver og passiver i Kurt Skare Holding faldt istedet på advokat Henrik Sjørslev, partner i DLA Piper, hvor han leder afdelingen for insolvens. Derudover er han formand for Kuratorforeningen, fremgår det af kendelsen, som AgriWatch har fået aktindsigt i.

Dermed træder endnu en advokat ind i kødkoncernens konkurs-føljeton, hvor et usædvanligt højt konfliktniveau og mange advokattimer i retten har præget forløbet gennem det første halve år af sagsbehandlingen.

”Jeg er valgt, fordi man ønskede at få en ind, der ikke har nogen historik i sagen. Man ønskede at få en, der var uvildig og ikke har haft noget med sagen at gøre,” forklarer Henrik Sjørslev til AgriWatch.

Han ønsker ikke at udtale sig konkret om, hvordan han ser på opgaverne, før han har sat sig mere grundigt ind i selskabets økonomi og aktiver.

Blandt de centrale opgave for Henrik Sjørslev i oprydningen i holdingselskabet bliver at vurdere krav mod selskabet fra både de tidligere driftsselskaber, hvor Boris Frederiksen og Corna Levin Munch fortsat har styringen - og fra modparten Kurt Skares lejr. Både Kurt Skare og datter Gitte Skare er nemlig større kreditorer i Kurt Skare Holding, fremgår det af kendelsen.

Rekonstruktion og retur til konkurs

Da Kurt Skares 1. februar i år begærede sine mange selskaber i livsværket konkurs med flere hundrede ansatte og en årlig omsætning på op mod 1,5 mia., sendte han samtidig sig selv og sit holdingselskab i rekonstruktion. 

Det betyder, at Kurt Skare personligt og holdingselskabet gik efter at finde en solvent vej ud af situationen.

Imidlertid blev rekonstruktionen for holdingselskabet afblæst i slutningen af marts, da kreditorerne stemte nej til, at der kunne laves en redningsplan for selskabets økonomi. Disse kreditorer var i øvrigt i høj grad kreditorerne, der også er i resten af koncernen, nemlig bankforbindelsen Nykredit og staten - der hver især har peget på Corna Levin Munh og Boris Frederiksen til at være kuratorer.

I stedet blev Boris Frederiksen og Corna Levin Munchs krav om en konkurs for holdingselskabet så taget frem.

Rekonstruktion for Skares personlige holdingselskab er ophørt

Sagen blev dog kæret til Landsretten og hjemvist - og først for 14 dage siden endte kravet om konkurs med at blive behandlet i Skifteretten. Her trådte Kurt Skare med sine advokater, Jan Bruun Jørgensen fra Andersen Partners i Kolding dog frem med et krav om at konkursen blev afblæst.

Krav på 200 mio. kr. hældt ned af brættet

Ejerlederen mødte med et krav på knap 200 mio. kr. ud fra en begrundelse om, at de indsatte kuratorer havde brugt holdingselskabet uretmæssigt til at lade penge til den øvrige koncerns selskaber strømme ned igennem, efterhånden som de solgte ud af kødlagrene og inddrev tilgodehavender. 

Koncernen havde nemlig en såkaldt cash pool ordning, så alle betalinger skulle via holdingselskabet, før de kunne sendes ud til de enkelte selskaber under.

Skifterettens dommer gav dog ifølge kendelsen ikke meget for det krav:

”Efter de foreliggende oplysninger finder skifteretten ikke, at Kurt Skare Holding ApS har sandsynliggjort, at der eksisterer et krav på ca. 196. mio. kr. i selskabets favør.”

”Skifteretten har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne fra advokat Jesper Saugmandsgaard Øe og advokat Corna Levin Munch vedrørende forståelsen af cash pool ordningen og forløbet omkring denne, ligesom det bemærkes, at et sådant krav - såfremt det eksisterede - ville have været medtaget som et aktiv i den modregnede balance i forbindelse med den nu ophørte rekonstruktionssag, hvilket ikke ses at være tilfældet,” skriver dommeren i kendelsen.

Dermed var der ingen opbakning til, at Kurt Skares holdingselskab skulle have krav på de penge, der er løbet ned i koncernens driftsselskaber - og dermed at hans personlige krav skulle have forrang frem for de mange kunder, kreditorer og staten, der har penge til gode.

Erstatningssager på vej

Når dommeren valgte at pege på en helt ny kurator til den tæt advokat-besatte sag, så skyldes det, at både Boris Frederiksen og Corna Levin Munch er inhabile. Det begrunder dommeren med, at der er rejst erstatningskrav mod dem, viser aktindsigten.

”Derudover har skifteretten tillagt det betydning, at såvel Kurt Skare som Gitte Skare Holding ApS, der begge udgør væsentlige kreditorer i Kurt Skare Holding ApS, gennem længere tid har udtrykt stor mistillid til advokaterne”.

Ud over disse krav ligger der varslet retssag fra Kurt Skare mod Nykredit og Corna Levin Munch, mens kuratorerne modsat har varslet krav mod Kurt Skare for at have nedskrevet et større tilgodehavende fra selskaberne mod hans personligt ejede udenlandske selskaber dagen før konkurserne. Et krav, der løber op i 144 mio. kr.

Kuratorer kræver 110 millioner fra Kurt Skare personligt

Derudover har Kammeradvokaten afvist en del af Nykredits pant i selskaberne, fordi pantet blev forhøjet halvandet år før konkursen, hvor Nykredit ifølge kuratoren ”allerede var eller burde være bekendt med, at Skare Meat Packers var insolvent”.

Kammeradvokaten afviser Nykredits pant i kødkonkurs

Det har ikke været muligt for AgriWatch at få en kommentar fra hverken Jan Bruun Jørgensen, Corna Levin Munch eller Boris Frederiksen før deadline.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår