Kapitalfond køber sig ind i producent af vaskerobotter

Vaskerobot-producenten sælger 40 pct. af aktierne til kapitalfond og udvider ejerkredsen. Samtidig skal producenten på jagt efter en ny adm. direktør.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto

Washpower, der producerer vaskerobotter til svine- og fjerkræstalde, har udvidet ejerkredsen med kapitalfonden Vækst-Invest II og Jørgen Yde Jensen, der sammen har købt 40 pct. af aktierne.

Samtidig sætter producenten jagten ind på en ny adm. direktør, der kan afløse medstifter Glenn Pedersen, skriver Washpower i en pressemeddelelse.

Washpower blev stiftet i 2016 og bliver i dag solgt i mere end 30 lande, herunder USA. Selskabet havde sidste år en bundlinje på 5,6 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 27,3 mio. kr.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Washpower var på jagt efter nye investorer, der kunne videreudvikle virksomheden.

”Det har været vigtigt for os, at den udvidede ejerkreds består af mennesker med holdninger som vi kan se, vil fungere hos Washpower. Vores værdisæt og tankegange passer rigtig godt sammen, og vi ser meget frem til det kommende samarbejde,” udtaler de to stiftere Glenn Pedersen og Jakob Søndergaard i meddelelsen:

”At vi samtidig har fået vores bestyrelsesformand, Jørgen Yde Jensen, med i ejerkredsen styrker bare vores tro på at vi har fået sat det helt rigtige hold til, at drive Washpower frem mod den globale vækst som det fortjener.”

Begge fortsætter som medejere.

Washpower vil hæve bundlinjen med op mod 20 procent næste år

Vækst-Invest II vil videreudvikle Washpower og øge både top- og bundlinje, fremgår det af pressemeddelelsen.

”Vi er meget imponerede over den rejse Glenn, Jakob og hele holdet i Washpower har været på siden 2016. Vi har fulgt virksomheden i en del år, og har gennem det seneste år haft en god dialog med Glenn og Jakob,” udtaler Jeppe Hoff Nyby, partner i Vækst-Invest II, i meddelelsen:

”Kemien og dialogen omkring den fremtidige udvikling af Washpower har bekræftet os i, at virksomheden har nogle fantastiske udviklingsmuligheder både geografisk og produktmæssigt. Især hæfter vi os ved virksomhedens skalérbarhed og globale potentiale. Vi glæder os til at bistå dem med at fortsætte den flotte udvikling.”

Vækst-Invest II er en kapitalfond med fokus på små og mellemstore virksomheder i Jylland. Fondens investeringsfokus er virksomheder med en omsætning på op til 150 millioner kroner. Washpower er den sjette investering i Vækst-Invest II.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også