Hovedpersonen bliver selv næsten lidt overrasket, da vi gennemgår begivenhederne for ham og Tican i deres fælles tid de seneste 24 år.

Den fælles historie mellem Niels Jørgen Villesen og landets næststørste slagteri, udgør nemlig flere sprængfyldte kapitler med dansk erhvervshistorie..

”Mandag morgen den 2. november 2015 var en helt særlig dag. Der stillede Ove (Thejls, red.) sig op på ølkassen blandt medarbejderne og sagde, at nu har vi solgt Tican til Tönnies,” forklarer Niels Jørgen Villesen.

Dermed sluttede en heroisk og på lange stræk succesfyldt kamp for at bevare selvstændighed for et af landets sidste andelsslagterier og blev i stedet en lynsnar redningsmanøvre, da sidste mulige stor-fusion i den danske slagterisektor glippede.

Niels Jørgen Villesen har siddet i orkanens øje i 24 år, men har nu valgt at forlade Tican. Selv melder han sig rolig over, at torsdag 1. juli var sidste gang, han mødte på arbejde i hjørnekontoret i Thisted.

”Det er en ganske udmærket følelse, jeg har i maven. Jeg tror, at dem, jeg overlader det til, er klar til at køre det videre med maskineriet,” konstaterer han, men ærgrer sig så alligevel over én ting.

Økonomichef med selvstændighed som strategi

Ud over, at Niels Jørgen Villesens far var leverandør til slagteriet, kendte den økonomi-uddannede søn ikke meget til slagteri- og fødevareproduktion, da Tican manglede en økonomichef tilbage i 1998.

”Jeg var lige startet et andet sted, men når områdets største virksomhed søgte en økonomichef, var jeg nødt til at prøve det. Dengang var slagteriet forholdsvis lille. Men man havde netop lagt en strategi om, at man ikke ville være en del af den konsolideringsbølge, der rullede i sektoren, men forsøge at forblive selvstændig,” forklarer han.

Strategien betød, at ledelsen med daværende adm. direktør Ove Thejls i spidsen gik i aktion for at sikre Ticans afsætning.

Konkurrenten Danish Crown sad efter fusioner på aktiemajoriteterne af de ellers fælles salgskanaler, nemlig ESS-Food og Tulip, til de vigtigste udenlandske markeder. Tican måtte derfor opbygge sine egne kanaler, blandt andet i det vigtige marked England, hvor man købte blandt andet Direct Table Foods.

Samtidig skulle den altafgørende, lønsomme afsætning af hele slagtekroppen fra tryner til tæer, sikres, hvis Tican skulle følge med på afregning og efterbetaling til andelshaverne.. Gennem årene opbyggede Tican derfor forædling, både lokalt i Ansager og med salgssamarbejder fra Kina til Rusland.

Noget af det, der især altid har fænget økonomichefen er den kontante og konstante rytme i branchen.

”Man bliver overrasket over hastigheden. Der er en daglig rytme med trommeslag af, at det skal være ”nu”, for i morgen er det for sent, fordi varerne er fordærvelige. Det gør hele branchen interessant,” mener han.

Niels Jørgen Villesen stod som økonomidirektør for alt det praktiske omkring at få de nye initiativer finansieret, opbygget systemer og sørge for det juridiske, ansættelsesretlige og øvrig, væsentlig praktik.

”Så kom finanskrisen og satte en prop i hele finansieringen. Så hele øvelsen blev i samarbejde med bestyrelsen at se på, hvordan vi kunne få adgang til at finansiere de sidste forædlingsvirksomheder, som vi manglede, for at have værdikæden komplet. Det lykkedes i et vist omfang,” forklarer Niels Jørgen Villesen.

Selvstændigheden vaklede

Ruslands-embargoen i 2014 trak i høj grad tæppet væk under hele forretningen for Ticans afdeling i Fjerritslev. Det fik selvstændigheden til at vakle for alvor. Samtidig havde andelsejerne set skriften på væggen og var begyndt en salgsproces.

”Vi havde nok ikke forventet, at Danish Crown ville være potentiel køber, men de havde lavet nogle analyser om, at det kunne lade sig gøre. Så vi brugte meget tid på at stille det an, og dokumentere over for Konkurrencestyrelsen, hvordan det hele hang sammen,” forklarer Niels Jørgen Villesen.

Efter mere end et års behandling hos myndighederne, meldte Danish Crown offentligt den 2. november 2015 om morgenen, at fusionen ikke kunne gennemføres. Kort efter kom bomben fra Tican. Direktør Ove Thejls havde været i Tyskland i weekenden og indgået en ny aftale om at sælge Tican til tyske Tönnies.

Derfor var det en helt særlig dag, da direktøren stillede sig op på ølkassen i Thisted, påpeger Niels Jørgen Villesen.

”Medarbejderne var jo nervøse over, hvad der skulle ske. Og noget skulle jo gøres, for vi havde blandt andet tabt mange penge på at lukke Fjerritslev-fabrikken efter Ruslands embargo i 2014, og også på den lange fusionsperiode. Hvis vi ikke var blevet solgt, havde der været mange ting, vi skulle have genopbygget og samlet op, og vi havde haft svært ved at holde på finansieringen og den langsigtede overlevelse,” konstaterer han i dag.

16. marts 2016 blev de officielle papirer skrevet under, med effekt tilbage fra 1. oktober og Tican Fresh Meat var nu officielt et aktieselskab, ejet af den tyske markedsleder, ekspanderende Tönnies.

Udefra set kom der ro på Tican, men indendøre starte en række nye omvæltninger. For Tönnies ejede i forvejen det store slagteri i Brørup og hele den danske organisation skulle forenes. Samtidig skulle Tican køres ind i den tyske moder-organisation.

”Det var spændende. Vi arbejdede dag og nat for at holde alle snore stramme og få det til at lykkes. Det var en stor fusion. Selv om vi ikke længere skulle have med alt det, der foregik i Polen og England at gøre, fordi det blev lagt over i en anden division, så var der jo meget at integrere i Danmark med alle de mennesker fra to virksomheder, der skulle lære at arbejde sammen,” fortæller han.

Øverste mand - og så kom coronaen

I 2019 valgte Ove Thejls at stoppe som adm. direktør og Niels Jørgen Villesen tog over. Kun knap et års tid senere ramte coronaen. Midt i en periode, hvor Tican havde gjort klar til en stor udvidelse af slagtningerne. Der manglede kun ”lige” en opgradering af slagteriet i Thisted, så linjerne kunne køre flere grise igennem per time.

I stedet endte det med en perlerække af benspænd, for det var ikke nemt at drive slagteri i coronaens tid.

”Det har været meget kortsigtet krisehåndtering i perioder. Mange af pressemøderne lå, når halvdelen af vores medarbejdere allerede var kørt hjem til blandt andet Polen på weekend. Og så kunne vi ikke være sikre på, om de kunne komme ind i landet igen, alt efter om de skulle have test, eller hvad de nu skulle have af papirer. Så flere gange var vi reelt ikke sikre på, om slagterierne kunne åbne igen mandag morgen,” forklarer han.

At slagterierne i Thisted og Brørup kom endog vældig bagud med slagtningerne, er velbeskrevet i de fleste medier. Niels Jørgen Villesen tager gerne skylden for den første del af forsinkelserne, men påpeger, at landmændene også øgede deres leverancer i månederne efter første nedlukning noget så eftertrykkeligt - og dermed var med til at forværre efterslæbene.

Netop her ligger en opgave til hans efterfølger Sebastian Laursen og Ticans organisation at løse, mener han.

”På vores slagtelinjer kører vi for eksempel i Brørup godt 700 grise i timen. Hver eneste læs smågrise, der kører ud af Danmark, er dermed lig med en time på et slagteri. Vi kan ikke køre med et halvtomt slagteri, vi er nødt til at køre med fuld kapacitet. Og vi har set de seneste år, at der på kort sigt kan ske meget store ændringer. Det er et brydningspunkt mellem slagteri og landmænd, som vi skal have en løsning på,” mener han og tilføjer, at Tican både har forsøgt med en række ændringer i prognoser, aftaler og vilkår, men at der givet vil komme flere.

Fik ingen aftale med leverandører

Da Niels Jørgen Villesen meldte, at han ville stoppe som adm. direktør, kom han samtidig med et ønske om at ville nå frem til et forlig med de utilfredse leverandører om de 25 øre per kilo, som slagteriet valgte ikke at matche i efteråret.

En utilfredshed, der allerede har fået de tidligere andelshavere i det, der nu hedder Dangris, til at anlægge en voldgiftssag mod Tican.

”Jeg ville gerne have løst det, før jeg stoppede, men man skal være to til at lave en aftale. De tilbud vi er kommet med hidtil, har man ikke været interesseret i at indgå en aftale på, men der er stadig dialog, så jeg håber, at det kan løses uden for retssalen,” bemærker Niels Jørgen Villesen.

Han ønsker ikke at sætte beløb på, hvad Tican har tilbudt, før han overlod forhandlingerne til sin efterfølger.

Ej heller har han tal på, hvor mange leverandører sagen har kostet.

”Vi har nogle opsigelser, men nogle af dem skyldes også, at folk går ud af erhvervet. Måske fordi de egentlig ville være stoppet i 2019 eller 2020, men blev ved, da priserne var oppe i 14 kroner.”

Netop i hele håndteringen af utilfredsheden fra leverandørerne ligger også det, som Niels Jørgen Villesen kalder sin største fejl i årene.

”Det var sgu nok en fejl at melde ud om restbetalingen og samtidig den nye afregningsmodel. Det forplumrede vandene, at vi samtidig meldte, at vi går lidt under den samlede pris i 2021, og at man vil ændre prissystemet fremadrettet, for så blev folk forvirrede og utrygge.”

Var det den sag, der fik dig til at sige op?

”Nej, jeg vil ikke sige, at det direkte har en sammenhæng. Der er flere ting, og først og fremmest har jeg været her i mange år og synes, at jeg skal prøve noget andet, før jeg skal på pension.”

Hvordan har det været at slutte med så stort et minus i regnskaberne som 248 mio. kr. i underskud?

”Det er ikke specielt sjovt, men en meget stor del af underskuddet kan lægge på, at Kina lukkede for import fra Brørup og på coronaens effekter i det hele taget. Der er en masse ting, der ramlede sammen. Jeg tror egentlig, at jeg er vældig fortrøstningsfuld med det, jeg afleverer nu. Jeg tror, vi har næsen den rigtige vej. Der er mere fokus på udbening og forarbejdning af det kød, vi sælger. Og der vil komme mere af den slags. Markedet for grisekødet derude ændrer sig med lynets hast. Produktionen i Tyskland og andre lande falder, og markedskortet ser anderledes ud lige om lidt, og det skal man finde sine ben i” mener han.

Selv skal han også lige finde sine ben - og den næste retning for arbejdslivet.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg har har ikke haft så meget tid til at søge arbejde. Nu får jeg muligheden for at træde et halvt skridt tilbage og finde ud af, hvad jeg gerne vil med de sidste år af mit arbejdsliv. Jeg har ingen kriterier, andet end at det nok helst skal være noget med ledelse i Nord-, Vest- eller Midtjylland. Der kan det da godt være, at der er nogen, der kan bruge nogle af alle de kompetencer, jeg har,” slutter han.