Dansk biogasselskab ser mod rekordår i USA

Danske Biogasclean har i 2022 allerede fået syv ordrer i bogen i USA. Så selvom sommeren kun lige er begyndt, spår virksomheden fra Odense allerede nu om rekordår for den nordamerikanske forretningen. Det skriver Energy Supply.
De nye projekter i år betyder, at biogasselskabet alene i 2022 har fået en fjerdedel af alle amerikanske ordrer, siden virksomheden gik ind på markedet i 2011.
”Jeg bruger efterhånden størstedelen af min tid på det nordamerikanske marked. Med en masse spildevandsanlæg og en stor kød- og mejeriproduktion har USA et stort potentiale for produktion af biogas. De har alle de rigtige forudsætninger, men har endnu ikke benyttet sig af dem,” siger Jesper Hørlyk-Jensen, der er salgschef i Europa og Nordamerika, til Energy Supply.
Virksomheden eksporterer i dag sine løsninger til mere end 40 lande, men Nordamerika har de senere år været i sigtekornet. Blandt andet er det på trods af coronarestriktioner lykkedes Biogasclean i samarbejde med Danmarks Eksportråd at underskrive en stor aftale på tre projekter med en af USA’s største kødproducenter.
Ifølge Cecilie Engell Sørensen fra den danske ambassade i Washington er der stor interesse for den danske ekspertise og biogasløsningerne i flere amerikanske stater. Danmark har grundlæggende mere erfaring på området, og den vil virksomhederne i USA have del i.
Biogasclean er en del af en Biogas Alliance på i alt otte medlemmer, der samarbejder om at komme ind på biogasmarkedet i USA. Senest er teknologivirksomheden Grainit blevet en del af alliancen, der også tæller Renew Energy og Ammongas.
Nature Energy vil gerne give den mere gas – ”men der er nogle begrænsninger”
USA og EU får over 20 lande med i global pagt om reduktion af metangas-udledning