Økomejeris formand ser sprækker i regeringen: "Alt er åbent nu"

Thise-formand frygter for hovsaløsninger i den grønne skattereform, der kan være endog meget alvorlig for økologerne.
Thise Mejeri har set med bekymring på klimaafgift-planerne. Men ugens meldinger giver bestyrelsesformand og mælkeproducent Arne Bisgaard nyt håb. | Foto: Casper Dalhoff
Thise Mejeri har set med bekymring på klimaafgift-planerne. Men ugens meldinger giver bestyrelsesformand og mælkeproducent Arne Bisgaard nyt håb. | Foto: Casper Dalhoff

Arne Bisgaard, formand for Thise Mejeri følger intensivt med i de grønne trepartsforhandlinger, der skal fastlægge en eventuelt kommende CO2-afgift.

Og hvor han for en uge siden så dystert på hele situationen, så øjner den økologiske mælkeproducent nu anderledes forårsluft. Faktisk mener han, at den seneste uge kan få den betydning, at der ikke kommer en afgift overhovedet.

”Alt er åbent nu. Der sker simpelthen så meget. Både med Mads Fugledes farvel, der udhuler regeringens flertal, men også ved, at man nu fjerner kravet om 4 pct. braklægning i EU. Tingene hænger ikke sammen (med forhandlingerne i treparten, red.), men det gør de alligevel,” siger han med henvisning til den nu tidligere Venstre-folketingsmands partiskifte onsdag.

Økologerne har i flere omgange, siden Svarer-udvalget fremlagde sin rapport i februar, påpeget, at de vil have store udfordringer ved en mulig CO2-afgift. 

”Vi håber da på, at det fører til, at der ikke kommer en CO2-afgift. For vi har hele tiden syntes, at det ville være urimeligt, fordi den rammer et lille erhverv meget hårdt. Vi kan ikke lægge ekstraomkostningerne på vores eksport. Så hvis der kommer en afgift, bliver vi ramt alt for hårdt,” mener Thise-formanden, der ikke lægger skjul på, at økologerne er blandt de mest udfordrede af en klimaafgift, fordi de ikke har samme muligheder for at bruge fodertilsætningsstoffer eller anvende teknologier, som de konventionelle producenter må.

Tror du, at Mads Fugledes partiskifte reelt vil få betydning?

”Jeg kunne ikke have forestillet mig de her to ting for en uge siden. Det er ærgerligt for vores samfund, hvis man laver en hovsaløsning for vores klima, fordi man nu synes, at man skal lave noget. Derfor vil det være fornuftigt, hvis regeringspartierne lige trækker luft og snakker om det på Christiansborg. De har jo ikke et flertal længere, og jeg kan ikke se, at de går sammen med nogen af fløjene.”

Skal det være en partihopper, der afgør, om I får en CO2-afgift eller ej?

”Nej, det er da helt urimeligt. Men sådan kan det blive. Og en CO2-afgift vil være urimelig. Men vi er også dobbelte i det her, for vi skal også passe på vores jord. Vi har et erhverv, men vi skal passe på vores klode. Det har vi også respekt for.”

Thise aflagde torsdag regnskab for 2023 med en fremgang i omsætning og mælkepris i det seneste år, efter et hårdt 2022.

Her meldte den nytiltrådte direktør Svend Schou Borch også, at den mulige klimaafgift er en ”enorm presbold på sektoren”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også