Renteomkostninger stiger til vejrs i DLG

Grovvarekoncernen betalte mere i renteomkostninger i 2023 end virksomheden gjorde sammenlagt i 2022 og 2021. 
Bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen. Th. i billeder sidder adm. direktør Christian Hundebøll. I midten sidder Christina Nielsen. | Foto: Dlg / Pr
Bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen. Th. i billeder sidder adm. direktør Christian Hundebøll. I midten sidder Christina Nielsen. | Foto: Dlg / Pr

Rentestigninger kunne mærkes hos den danske grovvarekoncern DLG.

Det viser årsregnskabet, som blev fremlagt onsdag. Andelsselskabet havde renteomkostninger for 554 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling fra 2022, hvor renteomkostningerne var 261 mio. kr. I 2021 var renteomkostninger 243 mio. kr., hvilket betyder, at renteomkostninger for 2023 overstiger 2022 og 2021 tilsammen. 

DLG er blot én ud af mange virksomheder, som i 2023 har været udfordret af de hastigt stigende renter. Eksempelvis kostede det også slagterikoncernen Danish Crown 300 mio. kr. i ekstraomkostninger.

Ifølge koncerndirektør Kristian Hundebøll har det ædt en markant bid af overskuddet.

”Der har været historisk høje rentestigninger, som har belastet bundlinjen med en kvart milliard kr.,” siger han.

DLG’s nettorentebærende gæld ender på 10,2 mia. kr., hvilket er en stigning i forhold til 2022. I samme ombæring stiger grovvarekoncernens gearing og ender på 3,7, hvilket ifølge virksomheden er tilfredsstillende. Koncernen har et samlet mål om at holde en gearing på under 4,5. 

Fald på kornpriserne

Hvor DLG’s 2022-regnskab blandt andet var præget af de historisk høje kornpriser, som betød, at DLG måtte hæve kreditterne for at kunne købe korn, og blandt andet måtte prioritere i kornindkøbet, har kornprisen derimod været faldende i 2023. 

”Vi har haft et marked, hvor priserne er faldet meget. Det har krævet en stærk risikostyring. Det er langt lettere at tjene penge i et marked, hvor priserne går op i stedet for ned, så man skal hele tiden være ”tight” på sin position, så man ikke mister penge, fordi man har købt for dyrt ind, mens priserne rasler ned,” siger Kristian Hundebøll.

Netop risikostyring lægger finansdirektør Christina Nielsen også vægt på. 

”Risikoen på vores priser er væsentlige. Det vil sige, at vi altid holder meget øje med, hvor meget vi har købt i forhold til, hvor meget vi har solgt på faste priser. Det er en balance mellem at være sikker på, at vi har købt, og at vi ikke løben den risikoen for et fald i et nedadgående marked,” siger Christina Nielsen.

I 2024 skal DLG fortsætte med at tage sine forholdsregler i brug, når det kommer til en usikker fremtid understreger finansdirektøren. 

”Omsætningen i vores forretning er relativt meget påvirket af priserne, og det er et væsentligt fokus for os, og det kommer det også til fremover. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden tænker det ind i vores forretningsmodel,” siger Christina Nielsen. 

Onsdag kunne DLG koncernen offentliggøre årsregnskabet for 2023, hvor virksomheden samlet set omsatte for 67,4 mia. kr., mens driftsresultatet før afskrivninger blev 2,7 mia. kr., hvilket er det næstestørste driftsresultat i DLG’s historie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også