Utilfredse andelshavere sender sag mod Arla i landsretten

Arlas formand Jan Toft Nørgaard får ikke sit ønske opfyldt i denne omgang.
Mandag fortalte han, at hans håb er, at retssagen mellem Arla og fem repræsentantskabsmedlemmer nu er slut.
Fem folkevalgte mod Arla: Her er afgørelsen
Det skete på bagkant af, at retten i Aarhus afviste andelshavernes krav om indsigt i en række dokumenter fra mejerikoncernen.
Men slut er det ikke.
”Vi har efter nøje overvejelser besluttet at sende sagen videre i landsretten,” skriver Bent Lund, der er en af de fem repræsentantskabsmedlemmer, i en sms til AgriWatch.
Landsret skal give politisk adgang
Mandag udtalte selvsamme Bent Lund til AgriWatch, at han ikke mener, dommeren i retten i Aarhus tog stilling til, om repræsentantskabet har ret til indsigt i en række dokumenter fra mejerikoncernen.
Måske I bare ikke har ret til indsigt?
”Hvis vi ikke har ret til indsigt, så er der noget i vejen med lovgivningen, for vi har fået svar fra både Justitsministeriet og Erhvervsministeriet, der siger, at vi har ret til indsigt. Alle er enige om, at vi har krav på indsigt. Hvis vi ender med ikke at få ret, så er der noget i vejen med lovgivningen. Sagen er bare, at vi kan ikke gå til ministrene med det her, uden at vi har været i landsretten eller højesteret også,” sagde han.
AgriWatch forsøger at få en kommentar fra Arla.