Kæmpefusion mellem avlsselskaber går i vasken

En kæmpe fusion mellem tre af Europas stor genetikselskaber inden for kvæg bliver ikke til noget alligevel.
Således vil danske Vikinggenetics, tyske Masterrind og franske Evolution (nu Innoval) ikke blive til Arcowin. Det skriver Vikinggenetics i en pressemeddelelse.
Derfor vil Vikingdanmark fortsat eje Vikinggenetics.
"Det altoverskyggende vigtigste er, at Vikingdanmark fortsat kan levere de produkter, vi i dag leverer til de danske kvægbrugere. Det gælder både forskellige sædtyper, men også med den rigtige genetiske fremgang og til den rigtige pris. Vi skal være med til at sikre at nordiske kvægbrugere, står så stærkt som muligt," siger Vikingdanmarks formand Anders Levring.
Fusionen mellem de tre genetikselskaber har været undervejs i længere tid.
For knap et år siden meddelte Vikinggenetics, at et samarbejde mellem de tre parter var blevet indgået. I foråret 2021 gik selskaberne skridtet videre med planerne om en fusion, der skulle implementeres ved indgangen til 2022 og have navnet Arcowin.
Hvis fusionen var blevet gennemført ville det nye genetikselskab Arcowin have repræsenteret 53.000 kvægbrugere fordelt i landene Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Frankrig.
AgriWatch kunne i november beskrive, at den udmeldte fusion var blevet forsinket.
Oprindeligt skulle fusionen have været på plads i september, men konstitueret adm. direktør Niels Bo udtalte til AgriWatch, at fusionen blev udskudt til foråret.
"I VikingGenetics havde vi håbet, at fusionen med tyske og franske kvægavlsforeninger var på plads med udgangen af september og med opstart 1. januar 2022. En fusion mellem fem andelsselskaber i fem lande er imidlertid meget kompleks, og derfor har vi været nød til at udskyde den endelige godkendelse af fusionen," udtalte direktøren i et skriftligt svar til AgriWatch.
Relaterede artikler:
Genetikselskab forventer øget toplinje inden fusion
For abonnenter