Eksportør lægger atter afstand til tidligere smågrise-rekord
Med endnu en stigning på 25 kroner, vil den 30 kg smågris til eksport i den kommende uge kunne indbringe hele 850 kroner hos Porc-Ex.
Det fremgår af torsdagens noteringsmeldinger fra smågrise-eksportøren. Derimod fastholder SPF sin notering for anden uge i træk på de nuværende 730 kroner.
Begge niveauer er rekorder for selskaberne hver især - aldrig tidligere har en 30 kg smågris kostet så meget. Prisniveauet skyldes en markant efterspørgsel fra Tyskland og Polen, hvor slagtesvinenoteringerne ligeledes er rekordhøje og derfor har presset eferspørgslen højt op.
Noteringen er på under 12 måneder mere end fordoblet. I uge 32 sidste år lød puljeprisen nemlig på 340 kroner for en 30 kg smågris, viser SPFs statistik.
De rekordhøje noteringer på smågrisene står dog i skærende kontrast til Danish Crowns konkurrenceevne. Ser man på den beregnede notering, så skulle en smågris lige nu koste 516 kroner, hvis man rent økonomisk skulle stille smågrise- og slagtesvineproducenterne lige. Så stort et gab er sjældent set - og vidner om, at Danish Crowns notering på slagtegrise ligger flere kroner under de europæiske konkurrenter.
Sidste uge meldte SPF i sin markedsberetning, at topniveauet nu formentlig var nået.
Smågrisenotering rammer nyt højdepunkt
”Markedet for smågrise er fortsat drevet af stor efterspørgsel i Mellemeuropa, hvor Tyskland og Polen til stadighed sætter tempoet for noteringerne, mens det danske marked flytter sig meget lidt. Derfor har markedsnoteringen også været historisk høj siden uge 16, men forventningen er, at den seneste stigning i uge 22 er toppunktet,” lød det.
Denne uge kom det tyske marked med en stigning på slagtesvinenoteringen på 5 eurocent.