AgriWatch

Gennembrud for smågrise-priser: Afsætningen er omsider tilbage

SPF sætter sin notering op med største hop i lang tid. Prisen er nu på det højeste niveau siden sidste sommer.

Foto: Line Ørnes Søndergaard

Smågrisenoteringen tager et afgørende hop den kommende uge.

Hele 60 kr. lægges der på noteringen, så puljeprisen rammer 300 kr.

Selv om der er langt igen op til en smågrisepris, som de danske producenter kan leve af, kommer justeringen af prisen kærkomment for producenterne med løfter om forår.

Også den beregnede notering får et løft som følge af Danish Crowns-noteringsstigning på slagtesvinene tidligere torsdag. Det betyder, at den beregnede notering stiger fra 295,26 kr. per styk til 298,51 kroner per styk.

Sidste gang PRRS-negativ-noteringen fra SPF var oppe på 300 kr., var i uge 31 sidste år. Siden har den officielle pris fra Danish Crown-ejede SPF været helt nede at vende på katastrofale 130 kr. i efteråret.

Sidste uge bød også på en stigning fra SPF. Dengang på 20 kr. Dermed er der altså lagt 100 kr. på smågrisepriserne siden nytår.

Niveauet er dog fortsat for lavt for de danske smågriseproducenter. Som tommelfingerregel skal der 450 kroner til i afregning for producenterne, hvis de skal holde sorte tal på bundlinjen og have til ejeraflønning. Især med de stigende foderomkostninger har der været pres på indtjeningen over det seneste års tid.

De seneste uger har AgriWatch berettet om flere konkurser og hårde tider for smågriseproducenter rundt om i landet. Så sent som denne uge har der været en stor konkurs i Viborg, hvilket har ført til 4000 færre søer. Og torsdag viser Statstidende, at også en fynsk producent med 750 søer er taget under konkursbehandling.

Kæmpe konkurs ved Viborg: Landmand med 100 mio. i egenkapital må lukke

”Vi mærker i en spirende efterspørgsel og en lille smule mere aktivitet og optimisme. Vi nærmer os marts måned, og dermed forårets komme – lad os satse på at det skubber yderligere til købelysten og indtjeningsgrundlaget,” lød det fra SPF i den seneste markedsberetning.

Også Porc-Ex sætter sin eksport-notering op med 50 kr. for den kommende uge

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch