AgriWatch

Semler Agro: "Vi skal investere og bevise, at vi har en berettigelse i dansk landbrug"

Færre mursten og flere kompetencer. Det er filosofien bag Semler Agros strategi, der bl.a. skal realiseres med et nyt domicil i Ringsted.

Morten Buus, adm. direktør for Semler Agro. | Foto: Jens Jakob Kjær Hansen

Den danske John Deere-forhandler Semler Agro har længe haft ambitioner om at etablere tre nye hovedcentre placeret i henholdsvis Nord-, Øst- og Syddanmark.

Tilbage i februar opkøbte firmaet et lejemål i Brønderslev, og nu er planen at åbne et nyt hovedcenter i Ringsted i løbet af 2022.

Placeringen af det nye udstillingsvindue på Sjælland, der betyder lukningen af maskinhandlerens afdeling i Næstved, spiller en vigtig rolle i Semler Agros strategi om at komme tættere på kunderne.

"Der er ikke langt fra Ringsted til hjørnerne af Sjælland, og vi har en strategi om at levere reservedele til rette mand til rette tid. Jo mere centralt vi ligger, jo hurtigere vil vi kunne nå ud til kunderne," siger Morten Buus, adm. direktør i Semler Agro.

Hovedcentret inkluderer desuden reservedelslager og rullende værksteder, der foretager serviceopgaver ude hos kunderne.

Vi oplever vækst - både i antal kunder, maskiner og omsætning. Vi skal investere og bevise, at vi har en berettigelse i dansk landbrug, og den plan går vi videre med.

Morten Buus, adm. direktør i Semler Agro

Det aldrende Næstved-domicils tilstand og til tider ufremkommelige placering i byen har ifølge direktøren også været medvirkende til, at Semler Agro for alvor begyndte at se på nye lokaler.

Morten Buus fremhæver, at placeringen tæt på motorvejsnettet vil vise sig som en fordel, når opgaverne ikke kan klares ude hos kunden, og maskinerne skal transporteres til værkstedet.

"Det skal gerne gøres på en blokvogn, og det bliver rart at være tæt på motorvejen frem for inde i byen, som vi er på nuværende tidspunkt, da der er tale om store maskiner," siger han.

Morten Buus tilføjer, at de nye, moderne og mere energivenlige bygninger med solceller på taget lagt sammen med kortere afstand til kunderne bliver et plus for koncernens klimaregnskab.

Målsætning med nye afdelinger

Det har ifølge Semler Agro-direktøren været målet i lang tid, at der skulle findes en ejendom i Ringsted, fordi byen lige nu udvikler sig mod at blive et centrum for flere relaterede brancher.

"På Sjælland centraliserer alt sig i Ringsted for tiden. Om så det er entreprenør-, landbrugs- eller truckbranchen. Det skaber synergi mellem kolleger og konkurrenter," siger Morten Buus.

For at fuldende strategien om at have tre hovedcentre i Danmark, mangler Semler Agro stadig at finde en lokation i Syddanmark. Hvor det skal være, kan direktøren endnu ikke afsløre.

"Det er ikke en hemmelighed, at vi på sigt – men det kan være flere år ude i fremtiden – vil etablere et center i det sydlige Danmark. Men vi har ikke konkrete planer for det lige nu," siger Morten Buus.

Over de seneste år har Semler Agro døjet med millionunderskud, der til gengæld er blevet mindre og mindre. Morten Buus håber, at strategien fremadrettet vil sætte et positivt præg på nøgletallene.

Han ønsker dog ikke at sætte specifikke tal på forventningerne.

"Vi oplever vækst - både i antal kunder, maskiner og omsætning. Vi skal investere og bevise, at vi har en berettigelse i dansk landbrug, og den plan går vi videre med," siger Morten Buus.

Semler Agro har eksisteret siden 2015 og har i dag forhandling af de fire brands John Deere, Väderstad, Kramer og Sulky.

Selskabet har ca. 250 medarbejdere og mere end 80 rullende værksteder. Inklusiv det nye Center Øst, drives der 13 forretninger i hele landet sammen med en underforhandling på Bornholm.

Mere fra AgriWatch

Politisk flertal afsætter 850 millioner til Power-to-X

Industrien bifalder bred politisk aftale om at afsætte en lille milliard til den danske deltagelse i EU's grønne brintprojekt. Den endelige udvælgelse af projekter ventes inden for uger, hvor et projekt om grøn ammoniak er med i opløbet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch