AgriWatch

Ministre vil finde udvej for Ukraines blokerede korneksport

Fødevareminister mødes med EU-kolleger for at drøfte alternative ruter for Ukraines vigtige korneksport.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) mener, der er lang vej igen, før kornkrisen i Ukraine kan blive løst. | Foto: Anthon Unger

Når fødevareminister Rasmus Prehn (S) mandag mødes i Luxembourg med sine kolleger i EU, er der ét altoverskyggende emne på dagsordenen:

Alternative fragtruter for den kritisk vigtige eksport af korn fra Ukraine.

”Vi ønsker fra dansk side at gøre alt, hvad vi kan, for at af hjælpe til i arbejdet med at finde alternative fragtruter til de enorme mængder korn, der skal ud af Ukraine,” siger Rasmus Prehn i en skriftlig kommentar.

Det er Ruslands invasion af Ukraine og blokade af de ukrainske havne ved Sortehavet, der har sat en stopper for størstedelen af Ukraines korneksport.

Nu arbejdes der både i EU- og i FN-regi på at skabe alternative ruter - såkaldte solidaritetsbaner - for korn ud af Ukraine.

Det kan eksempelvis være via vejtransport gennem lande som Rumænien, Ungarn, Slovakiet og Polen og via togforbindelse til Polen og Ungarn.

Det begynder at haste med at finde løsninger, vurderer seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

”FN har oplyst, at man ser tegn på hungersnød i dele af verden på grund af de meget høje kornpriser. Så det er allerede nu et væsentligt problem for hele verden,” siger han.

Det er nogle af verdens fattigste lande, der er afhængige af korn fra Ukraine.

Ukraine er en af verdens største eksportører af hvede og majs og står ifølge seniorrådgiveren for henholdsvis 10 og 15 procent af verdenshandlen med de to afgrøder.

Når Ukraine er så vigtig en brik i hele verdens kornforsyning, hænger det ifølge Henning Otte Hansen sammen med særdeles gunstige dyrkningsforhold:

”Fra naturens side er Ukraine bare et glimrende land at producere korn i. Landet har utroligt god jord og et godt klima,” siger han.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere erklæret, at Rusland er ”parat til at finde løsninger for uhindret eksport af korn”.

Rasmus Prehn er dog ikke overbevist om, at en løsning er nært forestående:

”Selv om det er positivt, at FN har kastet sig ind i kampen, så er der stadig lang vej igen, og vi må ikke lade os forblænde af russernes tomme løfter,” siger han i kommentaren.

Korn er blevet et gidsel i krigen

Idavang om russisk fremtid: Kan blive meget vanskeligt

Zelenskyj: Russisk havneblokade kan skabe international fødevarekrise

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch