AgriWatch

”Jeg er lidt en hybrid mellem byboer og landmand”

Profilen: Christina Ahlefeldt-Laurvig er formand for Sektionen for Større Jordbrug, der hører under Landbrug & Fødevarer. Landbruget får ofte kritik i debatten om den grønne omstilling, og her gælder det om ikke lade sig styre af følelserne.

Krigen i Ukraine sætter sit aftryk på mange afkroge af verdenssamfundet. Også på landbruget i Danmark. Og dermed også på Sektionen for Større Jordbrug, der er en del af Landbrug & Fødevarer, hvor 46-årige Christina Ahlefeldt-Laurvig er formand

Tusindvis af ukrainere arbejder allerede i dansk landbrug, og vi og de påvirkes af voldsomhederne i deres hjemland. Samtidig har krigen sat endnu mere tryk på debatten om den grønne omstilling, da vi i Danmark og resten af Europa nu for alvor diskuterer, hvordan vi kan frigøre os fra russiske energikilder.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

Det er vilde tider at navigere i som formand for en dansk landbrugsorganisation, siger Christina Ahlefeldt-Laurvig.

”Først var vi udfordret af coronakrisen, og så troede vi for en kort stund, at vi gik mod roligere tider. Nu starter så en forfærdelig krig, som vender yderligere op og ned på en række ting. Landbruget er fyldt med store udsving, og det bliver kun understreget i øjeblikket. Men klima og bæredygtighed var i forvejen helt centrale dagsordener,” siger hun.

Det er fint at engagere sig følelsesmæssigt, men hvis man lader sig styre af følelserne frem for sagligheden, mister man fokus

Sektionen for Større Jordbrug arbejder for godsejere og større landbrugsinteresser. Sektionens fokusområder er planteavl, ejendomsret og EU’s landbrugspolitik, men den politiske målsætning om at reducere Danmarks CO2-forbrug med 70 procent i 2030 er det bagvedliggende tema, som strømmer igennem de fleste andre dagsordener, konstaterer Christina Ahlefeldt-Laurvig.

Landbruget står ofte for skud i debatten om den grønne omstilling, så her gælder det om at skære følelserne fra og bevare sagligheden, siger hun.

”Debatten bliver hurtigt afsporet, hvis man tager kritik for personligt. Det er fint at engagere sig følelsesmæssigt, men hvis man lader sig styre af følelserne frem for sagligheden, mister man fokus. Til gengæld er der mulighed for at finde gode samarbejdsrelationer, hvis man holder sig i det faglige spor.”

To verdener

Christina Ahlefeldt-Laurvig har været formand siden for Sektionen for Større Jordbrug siden 2019. Hun er uddannet advokat og er godsejer. Hendes godsvirksomhed er med til at give hende en forståelse af, hvilke fokusområder der optager sektionens medlemmer, siger hun.

”Jeg er ikke så optaget af godsejerbetegnelsen, men det er vigtigt for mig at drive en forretning, der er repræsentativ for vores medlemmers interesser.”

Interessen for landbrug fik Christina Ahlefeldt-Laurvig ind med modermælken, da hun blev født på landet, hvor hendes forældre drev landbrug. Hendes forældre blev skilt, da hun var relativt ung, og hun er opvokset til dels på landet og til dels i hovedstadsområdet.

”Jeg er lidt en hybrid mellem byboer og landmand,” siger hun.

Da Christina Ahlefeldt-Laurvig var slutningen af 30’erne, spurgte hendes far og onkel, om hun ville overtage familiens gods og landbrugsvirksomhed ved Sakskøbing på Lolland. Det sagde hun ja til, hvilket betød, at hun samtidig sagde farvel til livet som advokat.

Christina Ahlefeldt-Laurvig beskæftigede sig med menneskerettigheder og international strafferet i de første år som jurist.

Da hun i en periode boede på Fyn, arbejdede hun som juridisk konsulent i landbrugsforeningen Patriotisk Selskab, hvor hun siden er blevet en del af bestyrelsen. Her blev hun grebet af en interesse for de juridiske udfordringer i landbruget, som hun også har med sig i sit arbejde som formand i Sektionen for Større Jordbrug, siger hun.

”Landbruget har været politisk kastebold i mange år, og de rammevilkår, vi er underlagt, er omskiftelige og bliver gradvist mere indgribende. Nogle idéer ser måske fine ud på papir, men virker anderledes i praksis. Omskifteligheden kan skabe usikkerhed omkring værdier og vækstbetingelser, som er afgørende for at sikre de nødvendige investeringer.”

Positiv indstilling

Christina Ahlefeldt-Laurvig har lært meget om politisk lobbyarbejde i hendes tid som formand i Sektionen for Større Jordbrug, fortæller hun.

”Det er hårdt arbejde og kræver virkelig, at man sætter sig ind i sagerne. Det er en løbende uddannelse at arbejde for en sag i et politisk miljø, og der er hele tiden noget nyt at lære om klima og miljø.”

Selv om landbruget står over for en massiv udfordring i den grønne omstilling, har Christina Ahlefeldt-Laurvig ikke den pessimistiske hat på, siger hun.

Teknologi og moderne dyrkningsmetoder, som hele tiden udvikles, giver hende en tro på, at landbruget er ved at geare sig til fremtiden.

”Der er helt klart, at der stadig er områder inden for landbruget, som kalder på mere udvikling. Men samtidig mener jeg, at landbruget generelt er innovationsparat, og vi har en række innovative kræfter, som vi skal arbejde på at sætte mere fri.”

Mere fra AgriWatch

Tysk svinepris runder vigtig værdi

2 euro per kilo. Svinenoteringen i Tyskland springer op som følge af det lave antal slagteklare grise. Detailsalget er dog langt fra let, bemærker analytiker.

Læs også

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch